Debat
Catch 22
Af Holger Ø. Mortensen, Gosmervej 81, Præstholm Mk., Odder , redaktionen@sl.dk
I forbindelse med overdragelsen af nogle arbejdspladser fra en region til en kommune er jeg rent arbejdsmæssigt endt i en blindgyde. Da kommunerne skal spare, er min stilling sparet bort, og jeg har været nødsaget til at oppebære dagpenge i en periode.
Reglerne på arbejdsmarkedet er så sindrigt indrettet, at en respektiv arbejdsgiver er pålagt at udbetale de første tre ledighedsdage til en given fyret medarbejder. De såkaldte G-dage. I mit tilfælde kan arbejdsgiveren godt bruge min arbejdskraft i begrænset omfang – som vikar. Men da faren for udbetaling af disse G-dage er overhængende (G-dage udløses efter 74 arbejdstimer over fire uger), vægrer min arbejdsgiver sig meget forståeligt – men stik imod reglerne – ved overhovedet at ansætte mig.
Uanset hvordan jeg vender og drejer mig, er jeg fanget i dette underlige regelsæt for arbejdsmarkedet – akkurat som i den berømte bog “Catch 22”.
Fra flere sider er jeg da også blevet opfordret til at “fifle” med reglerne. Men den slags foregår ikke i mit hus. Den forkætrede regel må straks laves om.