Fagbevægelsen og fremtiden

Fremad i alle retninger

Det bliver i hvert ikke kedeligt at være fagforening i det kommende årti. Der er store opgaver på snart sagt alle områder: Internt i forhold til medlemmerne, i forholdet til de andre forbund og i det meget komplicerede spil om velfærdspolitikken, påpeger tre eksperter

Jens Nielsen, jni@sl.dk
Illustration: Gitte Skov

Overskriften på denne artikel kan nogen måske genkalde sig fra tegneserien Asterix. Der er det en romersk militærkommando, hvor soldaterne fra en formation med front i fire forskellige retninger styrter fremad – oftest for at få tæsk af de gæve gallere.

Samme kommando kan – forhåbentligt med bedre resultat – råbes ud over fagbevægelsen i de kommende år.

For bevægelsen skal både udvikle viden, styrke medlemmernes faglige identitet, holde fast i de traditionelle værdier, møde medlemmerne som individer ude på arbejdspladserne, og spille med i det yderst komplicerede politiske spil om velfærdsstatens udvikling.

Sådan lyder i hvert fald budskabet fra tre forskellige eksperter, der fra hver deres synsvinkel her kommer med bud på de udfordringer, fagbevægelsen og især velfærdsforbundene med medlemmer i velfærdens frontlinie, står overfor.

-Hvis visionerne, fagligheden og solidariteten ikke er bærende, så kunne man jo lige så godt vælge et forsikringsselskab mod arbejdsløshed og skader. Knud Lindholm Lau

Ove Kaj Pedersen, professor ved CBS, er først og fremmest en kender af de politiskstrukturelle ændringer. Han peger på, at denne del af fagbevægelsen i den grad er blevet til en brik i det politiske spil og derfor må lære at agere i den  sammenhæng. Og det betyder blandt andet at acceptere at tænke mere langsigtet end forbundenes medlemmer er vant til. Og at sidde tættere på ledelsen og arbejdsgiverne i det daglige, end det har været normalt.

Steen Scheuer, professor ved SDU, har gennem en årrække forsket i fagbevægelsen og  arbejdsmarkedsforhold. Han mener, at fagbevægelsen må tage en række dogmer op til overvejelse, hvis man vil være i stand til at forsvare sine medlemmers interesser. Det gælder blandt andet modellerne for løndannelse, hvor forbundene efter hans mening må finde en ny balance mellem fællesskabet og en mere dynamisk og individualiseret model.

Knud Lindholm Lau er kommunikationsrådgiver med speciale i organiseringsretorik – altså den måde et forbund kommunikerer med sine medlemmer på. Han var i 2007 medforfatter til bogen ‘Organisering.dk’, der handler om, hvordan fagbevægelsen kan organisere og fastholde sine medlemmer. Han understreger, at både fællesskabet og det enkelte medlems interesser skal tilgodeses, og at visioner, høj faglighed og gode tillidsrepræsentanter er afgørende for forbundenes indre sammenhængskraft.

M ange krukker – og en stemme
Ifølge Knud Lindholm Lau er der tre hovedudfordringer for forbund som Socialpædagogerne: Fra den politiske front via privatiseringer og skærpede konkurrencebetingelser. Fra brugerne, som vil stille større krav. Og ikke mindste fra medlemmerne, der vil være stadigt højere kvalificerede og derfor i stigende grad føle sig fanget mellem resultatkrav og professionel etik.

-Det danske aftalesystem er jo sådan et copy-paste-system: Den procentstigning, den ene får, skal den anden også have. Men når der er knappe ressourcer, som der er i kommunerne, så skal der gode argumenter på bordet – både over for arbejdsgiverne og i forholdet til de andre forbund. Steen Scheuer

-Styrken i et forbund som Socialpædagogerne vil afhænge af evnen til at udvikle gode svar på de udfordringer, og som jeg ser det, må der være  krukker på alle hylder, og alle grene i organisationer må være på – alle må have ‘hands on’, siger han.

-‘Krukkerne’ betyder at der skal være umiddelbare fordele for alle inden for jeres arbejdsfelt ved et medlemskab: Mulighed for personlig og faglig udvikling, krisehjælp, indflydelse på demokratisk skabte overenskomster og gode visioner for både en faglig og en samfundsmæssig udvikling.

-Man må se i øjnene, at medlemmer er forskellige, og at de har forskellige behov igennem et arbejdsliv. På den anden side må man heller ikke glemme visioner og lukke sig om de individuelle rettigheder, bare fordi det er krisetider. Det er fristende at droppe visionerne ud fra noget, der ligner et neoliberalt synspunkt om at det enkelte medlem er det det vigtigste, siger Knud Lindholm Lau.

Han peger også på, at medlemmerne vil have en faglig stemme:

-Socialpædagogerne skal sammen med de andre social- og velfærdspolitiske organisationer blive en fast stemme i den sociale debat – ligesom DI, Finansrådet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det i den økonomiske debat. De faglige organisationer skal byde sig til med faglig viden som udgangspunkt for debatten og de politiske beslutningsprocesser, mener han.

F ra realløn til livsindkomst
Hvis nogen var i tvivl, så viste sidste års overenskomstkonflikt til fulde, at overenskomstforløbene og de politiske processer er blevet vævet grundigt sammen. Og det sætter fagbevægelsen i en ny situation.

Det siger professor Ove Kaj Pedersen, CBS, og han forklarer, at denne politisering af forhandlingerne på arbejdsmarkedet har baggrund i de strukturændringer, der er skyllet ind over det danske samfund i de senere år.

Men faktisk starter det helt tilbage i 1987, hvor den daværende regering under Poul Schlüter indgik en aftale med hovedorganisationerne på arbejdsmarkedet – den såkaldte Fælleserklæring: Her sagde parterne ja til at flytte fokus i overenskomsterne fra hovedsagelig at være på realløn til i høj grad at handle om andre goder.

-Det startede en proces, som har betydet, at overenskomsterne nu regulerer en stor del af velfærdsydelserne og  servicen. Organisationerne har med andre ord overtaget en del af rollen som velfærdsstatens forvalter, konstaterer Ove Kaj Pedersen.

-Overenskomsterne er i højere og højere grad gået fra at handle om reallønsfremgang til at dreje sig om barselsordninger, om pension og efteruddannelse. Lønspørgsmålet er med andre ord blevet koblet til livsindkomsten, og det gør samspillet mellem overenskomstforhandlingerne og det politiske spil helt centralt. Den tendens vil blive forstærket over de kommende år – med Finansministeriet for bordenden, vurderer han.

-Som det tegner, vil selvstændigheden i overenskomstforhandlingerne forsvinde, forudsiger han.

Og yderligere får fagforeningerne en kæmpestor opgave i forhold til medlemmerne:

-Situationen er jo den, at selvom strategien med at forholde sig til livsindkomsten er fornuftig, så tænker de fleste medlemmer ikke så langt – de vil se reallønsfremgang nu og her, og de skal overbevises. Det er en bevidstgørelsesopgave for fagbevægelsen magen til den, man løste i 1990’erne med afsæt i Fælleserklæringen.

T ættere på ledelsen – og hinanden
Når udviklingen tegner til at blive sådan, hænger det sammen med flere ting, påpeger Ove Kaj Pedersen. Ligesom fagforbundenes rolle er ændret, slår de strukturændringer, han taler om, igennem ude på arbejdspladserne:

-Den økonomistyring af institutionerne, vi har valgt, betyder, at medarbejderne er blevet trukket meget tættere på i ledelsen. Og det betyder, at faggrupperne kommer til at sidde ved samme bord, nemlig ledelsens – og ved det bord er det vigtigste, hvordan den fælles arbejdsplads overlever. Her bliver samarbejdet mellem faggrupperne afgørende, når man skal konkurrere, er mål for bench marking, skal levere evalueringer osv.

Det vil sige, at tillidsrepræsentanternes rolle

-og dermed forbundenes profil – på arbejdspladserne er under ændring. Hvor det før var – og er – medlemmernes arbejdsforhold, der har været TR-institutionens helt centrale opgave, så bliver det fremover mere som at ride på to heste. 

Og det afspejler, at professionerne som sådan vil blive trængt, mener Ove Kaj Pedersen.

-Professionerne som sådan er under omlægning. Professioner grænser ikke længere op til hinanden – de lapper ind over hinanden, og forskellen mellem de klassiske professioner er blevet mere utydelige, siger han og peger på tendenserne inden for efteruddannelserne:

-De nye efteruddannelser, som betyder, at flere fagpersoner som socialpædagoger bliver ledere. Det kan være godt og nyttigt på mange måder, men det er med til at udvande professionsbegrebet, advarer han.

M obilitet bliver afgørende
Det lyder måske drastisk, men det skal ses i sammenhæng med nogle helt overordnede tendenser i samfundet, siger Ove Kaj Pedersen:

-Vi har i mange år slået os på brystet af det, vi kalder flexicurity-modellen (den nordiske velfærdsmodel, hvor relativt høje offentlige forsørgelsessatser sammen med efter- og videreuddannelse og korte opsigelsesvarsler på en og samme gang sikrer borgerne økonomisk og sikrer mobilitet og fleksibilitet på arbejdsmarkedet, red.). Men i det videnssamfund, vi bevæger os ind i, bliver mobilitet det helt afgørende, vurderer han.

-Kravene til uddannelse vil vokse enormt.

Viden vil være en helt central ressource, blandt andet fordi den er afgørende for den mobilitet, der vil være behov for på arbejdsmarkedet i videnssamfundet.

Det kommer ikke først og fremmest til at handle om at holde folk på arbejdsmarkedet eller få dem tilbage, hvis de er ude – det handler om at få dem videre op ad læringstrappen:

-Mobilitet skal her forstås som smertefrie eller sømløse overgange mellem professionsuddannelserne: En socialpædagog skal kunne gå ind og fungere som lærer. Man skal kunne bevæge sig horisontalt, på tværs af uddannelserne. Men det gælder også vertikalt, så man uden problemer skal kunne gå fra en ungdomsuddannelse over en erhvervsuddannelse til en professionsuddannelse og til en videregående uddannelse. Det er klart, at i et sådant system vil hele billedet af en profession som jeres ændre sig, siger Ove Kaj Pedersen.

Og det bliver dyrt at etablere sådan et system:

-Det kommer til at koste en hulens masse penge. Vi ved, at der ikke er så meget mere at hente på skatten, og det betyder, at den enkelte skal til at finansiere sin egen fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet – lidt på samme måde, som vi har set på pensionsområdet med Arbejdsmarkedspensionerne og med de sundhedsordninger, der vinder frem. Og her gør fagbevægelsen klogt i ikke at være for kategorisk i afvisningen af alternative måder at finansiere medlemmernes fremtid på, vurderer han.

I nd fl ydelse og begrænsning
Men hvor efterlader det så fagforeningerne? Hvor skal der så satses? Og er velfærds- og professionsforbundene blevet stærkere stillet via den øgede politiske opmærksomhed?

Ja, siger Steen Scheuer fra SDU – men det har også sin pris:

-Der sker en forskydning af tyngde fra industriforbundene til social- og funktionærområdet. Det giver indflydelse, men det betyder også meget for den måde, man kan agere på: I jernindustriens dage var strejkevåbnet en klassisk måde at få del i profitterne. Men i manges øjne er det ikke legitimt at bruge, når det handler om skatteydernes penge, siger han som en kommentar til konflikten sidste år, hvor forbundene stod splittet omkring brugen af netop strejker.

-Det er meget mere blevet et spil om sympati, så hvis man vil have mere, skal begrundelserne være gode. Hvis socialpædagogerne vil gøre krav på større lønninger end for eksempel børnehavepædagogerne, skal der gode argumenter på bordet, siger Steen Scheuer.

At der trods utidig politisk indblanding med løfter i milliardklassen alligevel ikke blev flyttet afgørende rundt på midlerne, illustrerer ifølge Ove Kaj Pedersen hvordan styrkeforholdet er:

-Politisk var der i sidste ende ikke vilje til at ændre på tingene – og så blev det sådan. Der var det tydeligt, at politikerne havde førertrøjen. Nogle forbund valgte så at spille ‘det gamle kort’ og gå i strejke. Men det var lige så meget et spil for medlemmerne, for de forbund vidste jo også, at de måtte kæmpe på samspillets betingelser, og at det politiske lag og parterne må finde sammen om at sikre livstidsindkomsten, siger han.

Vil det ske igen? Steen Scheuer tror politikerne  er blevet opmærksomme på, hvad den slags meldinger kan føre til.

-Selvom man aldrig kan vide i politik, så tvivler jeg på, at der kommer lignende udmeldinger. Men sker det, kan man på den anden side ikke forlange, at medlemmerne skal være mere tilbageholdende end politikerne, konstaterer han.

‘ Os’ mod ‘os’
Til gengæld betyder de nye spilleregler ifølge Steen Scheuer, at forbundene kommer til gøre op med gamle dogmer internt – og kommer til at stå over for hinanden i kampen om lønsummen. Hvor det før var ‘os’ mod ‘dem’ – altså arbejderne mod kapitalen – så bliver det i de kommende år mere ‘os’ mod ‘os’ :

-Det danske aftalesystem er jo sådan et copy-paste-system: Den procentstigning, den ene får, skal den anden også have. Men når der er knappe ressourcer, som der er i kommunerne, så skal der gode argumenter på bordet – både over for arbejdsgiverne og i forholdet til de andre forbund, siger Steen Scheuer.

-Det betyder, at skal socialpædagogerne have mere, skal I ikke bare overbevise arbejdsgiverne. I skal også overbevise de andre forbund – og det er op af bakke, konstaterer han.

-Hvis I mener, I skal have noget ekstra, så skal der altså andre dimensioner ind – eller med andre ord: Hvis I vil have noget ekstra, så skal I yde noget ekstra.

Ligesom Ove Kaj Pedersen advarer han mod kategoriske afvisninger af denne eller hin model.

Steen Scheuer mener, at forbundene må være parate til at tage en række ting op til revision.

-Forbundene må overveje, hvad der bedst kan trække medlemmerne op. Større lønstigninger må ‘kamufleres’, og her kan man måske skæve til det private område, hvor der for eksempel i DA-regi er en helt andet billede og dynamik.

Han peger på den centrale løndannelse og lønrelationerne som en af de ting, der skal tages op til overvejelse til fordel for en mere dynamisk og decentral løndannelse.

Men spørgsmålet er selvfølgelig, om fagbevægelsen er parat til at tage det spring. Det er jo en opvejning af, hvad fællesskabet kan bære, konstaterer Steen Scheuer.

I dentitet og bytteforhold
Men en ting er lønnen. Hvad med den faglige identitet?

Her mener Ove Kaj Pedersen, at forbundene står over for en stor opgave:

-Det har været et rigtigt valg at satse på den faglige identitet som et omdrejningspunkt, men man kan vanskeligt på samme tid holde fast i billedet af for eksempel en socialpædagog som én, der er og bliver socialpædagog, samtidig med at man arbejder for livslang læring og videreuddannelse og sidder med ved ledelsens bord og  indgår i økonomistyring. Det bliver en meget svær balance, siger Ove Kaj Pedersen.

Steen Scheuer fastholder, at tingene kan kombineres:

-Der er ikke en modsætning. Da de faglærte i sin tid dannede fagforeningerne, var det jo med to formål: At kæmpe for de faglige arbejdsforhold og at oppebære de faglige standarder. Og på den led skal I jo være et tilbud om at kunne fastholde og videreudvikle fagligheden – der, hvor man er med, hvis en ‘rigtig’ socialpædagog.

Både han og Ove Kaj Pedersen peger på opkvalificering som en oplagt måde at forbedre bytteforholdet:

-Her må I være klar til at lytte til arbejdsgiverne og være forberedt på, at arbejdsgiverne vil have opkvalificering i den høje ende – altså på lederniveauet.

Og det gælder altså om ikke at sakke agterud i forhold til de andre professionsforbund, siger Steen Scheuer.

Og han opfordrer til, at man ikke overser værdien i det ‘træk i skorstenen’, som opkvalificering af og højere lønninger til lederne giver: De trækker andre medarbejdergrupper med opad.

P lads til visioner
Knud Lindholm Lau understreger, at de faglige visioner skal være på plads:

-Hvis visionerne, fagligheden og solidariteten ikke er bærende, så kunne man jo lige så godt vælge et forsikringsselskab mod arbejdsløshed og skader. Og jeg tror ikke, man skal undervurdere medlemmernes behov for og lyst til at tale visioner. Medlemmerne vil gerne have fagligt udsyn og fokus på faglig udvikling – både for den enkelte og for faget, siger han.

Og i det hele taget skal fagbevægelse hæge om sin samfundsmæssige rolle og betydning, siger Knud Lindholm Lau:

-Tag for eksempel TR-systemet: Det er et helt unikt system, som ikke har sin lige andre steder i det danske samfund – hverken i idrætsorganisationerne eller i medlemskabet af Brugsen. Her mener jeg, at forbundene har en meget stor ledelsesopgave med at pleje og udvikle TR-korpset.

Det skal ske ved uddannelse og gennem forbundenes fysiske tilstedeværelse på arbejdspladserne og i medlemmernes liv. Af mange grunde:

-Det her handler jo ikke kun om forbundenes overlevelse. Det er en central folkelig opgave at fastholde det politiske liv, fagbevægelsen er et udtryk for. Det er det sidste sted, det folkelige politiske engagement for alvor kommer til udtryk.

På www.socialpaedagogen.dk kan du finde et interview med Knud Lindholm Lau bragt i forbindelse med udgivelsen af ‘ ­ Organisering.dk’ – skriv hans navn i søgefeltet øverst på siden.

 

Fagbevægelsen og fremtiden Trods alle dystre forudsigelser lever fagbevægelsen i bedste velgående, men der er ingen tvivl: Udfordringerne er mange og store. I anledningen af kampdagen kaster vi på de følgende sideret blik ud i fremtiden. Forbundsformand Kirsten Nissen giver sit bud på de opgaver, der venter Socialpædagogerne og den samlede bevægelse. Tre eksperter tegner med hver deres tilgang omridset af udfordringerne, og endelig fortæller tre næsten færdiguddannede studerende om deres forventninger til fagforeningen og arbejdslivet. Og så har vi bedt tre af landets allerbedste tegnere om at give deres bud på tingenes tilstand i fagbevægelsen om ti år. God læselyst og god 1. maj. Redaktionen

 

Hvad bliver efter din mening den største udfordring for fagbevægelsen og Socialpædagogerne i de kommende ti år? Hvordan synes du, forbundet skal forholde sig i ressourcekampen med andre forbund, som den bliver beskrevet i denne artikel? Hvor synes du, Socialpædagogerne skal satse mest i de kommende ti år? På den faglige udvikling? På den politiske indflydelse? På medlemsservice?