Fagbevægelsen

"...og så noget med faget, altså"

Tryghed, støtte og viden. Det vil tre unge, næsten færdiguddannede kvinder fra Randers have ud af at melde sig i a-kasse og fagforening

Af Hanne Sørensen Smith, redaktionen@sl.dk
Illustration: Ib Kjeldsmark

Flere af dem arbejder allerede i branchen ved siden af studiet, og mange af dem er i fuld gang med at søge fast job. Mellem 10. og 12. juni springer de nemlig ud som 40 nyuddannede fra VIA University College, Pædagoguddannelsen i Randers.

Lige her til formiddag har de fået godkendt deres problemformuleringer til bacheloropgaverne, og lige nu lytter 17 kvinder og tre mænd til gode råd om tiden efter. De spørger og får svar fra Britt Kristensen og Lone Degn, der cirkulerer omkring den bærbares indhold af power points i den ene ende af klasseværelset.

De to unge kvinder repræsenterer Socialpædagogerne og BUPL, og med sig har de kolleger fra A-kasserne, Ulla Hansen og Ove Hansen. Lidt senere kommer oven i købet en faglig sekretær fra BUPL Østjylland.

Oplysningstiden, hvervetiden er inde. Der er kompetente svar på usikre spørgsmål, der er sandwiches og vand, og der er en gratis måned i fællesskabet til den, som vinder lodtrækningen blandt de udfyldte indmeldelser.

Solidaritet. Lone Degn fra BUPL nævner ordet, da hun undervejs opsummerer fordele ved at være med i et forbund og en A-kasse. De fælles power points er udformet til individet, den enkelte. What’s in it for me?  Solidaritet. Den  vigtigste overligger til alt det andet – i hvert fald historisk set. Men hvad siger tre unge, næsten færdiguddannede pædagoger til det?

1. maj er passé
-Skal I fejre 1. maj?

Rikke Daugaard Møller Jensen, 27 år:

-Vi skriver bachelor til den tid. Før fik vi fri i folkeskolen og skulle op og se, hvad der skete på Skovbakken. Men det var så uinteressant, så politisk. Nu har jeg større forståelse for samfundet og kan nok finde ud af at lytte lidt efter talerne. Men egentlig synes jeg, 1. maj er passé. Jeg har det lidt ligesom med Valentinsdag – uf. Altså, man skal da kæmpe hver dag.

Line Ravn, 24 år:

-Jeg har været til 1. maj, men ikke af ‘rigtige’ 1. maj-grunde. Nu vil jeg ikke lukke af for viden og debat. Måske vil jeg prøve igen, hvis der er en interessant taler.

Annette Olesen, 22 år:

-For mig betød 1. maj en halv fridag med øl på Skovbakken, så jeg var der også af andre grunde, som Line siger. Min mor sagde, jeg ikke måtte gå derop. Jeg har ikke brug for at prøve det mere.

-Hvilken farve har en fagforening? Rikke:

-Jamen, den skal være rød. Men måske er det en god idé at blande blå og rød fremover.

-Hvorfor har I valgt uddannelsen til pædagog? Rikke: – Jeg arbejdede først i en boghandel i tre år. Men jeg har altid tænkt på at blive pædagog. Som yngre havde jeg gymnastikhold med børn. Jeg ser det som et kald.

Annette: – Jeg begyndte her næsten direkte efter gymnasiet. Jeg ville noget med mennesker og have grundlæggende viden om unge, misbrugere, specialområdet. Jeg ser det også som et kald.

Line: – Jeg var ude et halvt års tid efter gymnasiet. I en brainstorm kiggede jeg så på mine kompetencer. Det er noget med dialog og relationer.

-Hvor skal I arbejde?

Rikke: – Jeg synes, jeg er i et dilemma. Jeg regnede helt sikkert med børnehave. Men sådan har jeg det ikke mere efter praktikken. Jeg søger i normalområdet nu. Jeg vil gerne have mere livserfaring, inden jeg senere søger over i specialområdet.

Annette: – Jeg synes, det er svært at vælge. Først handler det om at være pædagog i stedet for studerende. Og så handler det om at få prøvet alt det af, jeg har lært.

Line: – Jeg vil være på specialområdet som familiekonsulent. Men det er nok lidt svært at blive som nyuddannet. Der kan gå tid, før drømmejobbet kommer.

Britt Kristensen, der sidder i SL Østjyllands bestyrelse og i forbundets hovedbestyrelse, bryder ind:

-Jeg synes, det lyder som om I føler jer godt rustede til arbejdsmarkedet. Er det rigtigt forstået?

Rikke: – Ja, især efter sidste del af uddannelsen. Problemet er at finde kombinationen mellem sig selv og en arbejdsplads.

Annette: – Det skifter lidt. Der ligger en identitet i at være studerende, som jeg har været altid. Nu skal jeg ud på vippen og nå målet. Jeg har øvet mig. Kan jeg så? Jo, jeg skal nu nok finde ud af at bruge de værktøjer, jeg har fået.

V iden er nødvendig
-Hvorfor melder I jer ind i en A-kasse og en fagforening, og hvad vil I have?

Rikke: – A-kassen giver mig tryghed, hvis jeg er på vaklende grund rent jobmæssigt. Fagforeningen kan løse problemer. Måske er jeg autoritetstro, men nogen brænder jo for det og har sat sig ind i tingene for mig. Og så noget med faget, altså. Hvad står vi for? Har vi samfundets anerkendelse? Den er der jo af og til, den der: Pædagog – hvor svært kan det være? Nå jo, og så muligheder for efteruddannelse. Man bliver lidt af en fagidiot hurtigt. Viden er nødvendig.

Annette:

-I A-kassen får jeg penge, hvis jeg er uheldig at stå uden arbejde. Fagforeningen kan jeg bruge, hvis der opstår behov for støtte. Og så tror jeg, det er noget med identitet. Hvem er jeg arbejdsmæssigt, og hvad vil jeg? Jeg kan få nye ideer derfra. Som medlem af Pædagogstuderendes Landssammenslutning får jeg Børn & Unge og Socialpædagogen. Bladene ligger derhjemme, og jeg læser dem faktisk og lærer noget. Jeg har brugt artikler i vejledning, i praktik og til opgaver om samfundsmæssige problemer. Der er simpelthen ny viden at hente.

Line: – Jeg finder sikkerhed i A-kassen, og fagforeningen er der, hvis jeg har behov for rådgivning. Og fagligt set sker der jo hele tiden udviklinger af pædagogik, som det er godt at følge med i.

-Vi I have andet, altså rabatter og den slags?

Annette: – Et forbund tilbyder vel andre ting for at gøre sig attraktiv for medlemmerne. Men det er da godt med billige forsikringer.

Rikke: – Selvfølgelig er jeg interesseret i at spare penge. Men jeg ser det som en bonus. En fagforening skal vælges på grund af karrieren, professionen. Jeg føler, jeg får noget tilbage.

Annette: – Jeg har faktisk hørt, at det kan være svært at få job, hvis man ikke er medlem af enten Socialpædagogerne eller BUPL.

I kke nogen nem sag
-Hvad tænker I om velfærdssamfundet? Rikke: – Jeg tænker, at med vores profession har vi et ansvar for, at der er velfærd – især på specialområdet. Vi er talerør for de svageste. Vi har kompetencerne og kan sætte os ind i deres situation – og ytre os om det.

Line: – Jeg tænker på muligheder for alle, på hjælp og støtte til alle.

Annette: – Der skal være plads til de svageste, misbrugerne for eksempel, selv om de ikke bidrager til samfundet. Ingen må tabes.

Rikke: – Men der er ikke penge nok. Samfundet vil godt rumme, men har ikke råd. Vi lægger ryg til, men det er højere oppe, den slags bestemmes.

-Hvad kan gøres bedre?

Rikke: – Giv os flere penge og muligheder. Men det er ikke nogen nem sag.

Annette: – Vi vil ikke betale mere i skat, men gerne have flere penge, flere pædagoger, mere i løn. Jeg ville føle, jeg stjal, hvis jeg fik noget fra andre områder.

Line: – Jeg tænker nogle gange på pengene til kunst og kultur. Selvfølgelig skal der også være penge til det. Men jeg tænker for eksempel på ‘Hundelorten’ her i Randers. Det var vist meningen, man skulle kunne bruge den til noget, men den står da tom. Måske er det vigtigere at bruge penge på mennesker. (‘Hundelorten’ er den folkelige betegnelse på en snoet bygningsskulptur i røde teglsten på Vestervold udført af Bjørn Nørgaard. Red.)

-Da jeg var i jeres alder gik jeg ind for, at vi skulle bruge bevillingerne til militæret til andre og mere fornuftige formål. Kender I den tanke?

De tre unge kvinder ryster på hovedet og synes ikke, tanken er relevant. Der kan hurtigt ske noget, mener de, og en af dem gyser lidt. Tænk bare på Muhammed-tegningerne – og Afghanistan. Og så har militæret mange former for uddannelse, og det er utrolig spændende at blive soldat, fortæller de.

Råbet nede fra gården afbryder os. Rikkes bachelor-kammerat vil ikke vente længere. Der skal studeres færdig. Og så skal der arbejdes. Ledighed bliver ikke noget alvorligt problem for de 40 nye pædagoger fra VIA University College i Randers.