Synspunkt: Hjælper diagnoser på oplevelsen af afmagt

Lige nu arbejdes der ihærdigt på, at 2-3 procent af en børneårgang i fremtiden skal kunne undersøges i børne- og ungdomspsykiatrien. Langt flere psykologer bliver i fremtiden uddannet og ansat til at diagnosticere børn og unge.

Af Søren Hertz, børne- og ungdomspsykiater, PsykCentrum, Hillerød, forfatter til “Børne- og ungdomspsykiater – nye perspektiver og uanede muligheder” , redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Forældre, pædagoger og lærere taler næsten ubesværet ind i et diagnostisk sprogunivers. Forældre kommer til en person som mig og har været på internettet, har snakket med andre forældre eller med fagpersoner og er optaget af, hvad barnet eller den unge fejler.

Og når særlige diagnoser nævnes, så udløser det i mange sammenhænge næsten automatreaktioner i form af ideer om og forventninger til særlige foranstaltninger, fx særlige klasser eller institutioner, medicin, kognitiv terapi, etc.

Der tilføres således flere penge fx til folkeskolen, men næsten alle pengene går til  specialundervisning, hvilket er med til at forstærke en skæv­ vridning i forhold til ønsket om inklusion.

Diagnoser udløser særlige rettigheder, som ikke gælder børn og unge uden diagnoser, hvilket forstærker ønsket om diagnoser på trods af de ulemper, som denne særlige opmærksomhed på vanskelighederne også repræsenterer.

Og for nylig blev det dokumenteret, at botilbud til unge med såkaldt særlige behov flere steder er ved at slå bunden ud af det sociale system.

Dette er emnet for en artikel, jeg har skrevet til det seneste nummer af tidskriftet Vera. Artiklen beskriver de mange dilemmaer knyttet til fænomenet diagnoser, både når ideen om diagnose opstår, når selve undersøgelsen foregår og i form af det, der sker i kølvandet på diagnosticeringen.

Dilemmaerne må også forstås i lyset af den stigende samfundsmæssige individualisering. Som professor i socialpsykologi Tor-Johan Ekeland udtrykker det: ‘Du er fritstillet til at skabe dig selv, men mislykkes du, har du kun dig selv at takke’.

Men hvad er så svaret  på spørgsmålet i artiklens overskrift?

Hjælper diagnoser på oplevelsen af afmagt?

Svaret kunne fremtræde som et rungende ja, siden diagnoserne i løbet af så få år har fået sådan en placering i feltet. Men hvem skal vi spørge for at få et relevant svar?

Min oplevelse er, at de mennesker, der opsøger mig, børn, unge, familier og fagpersoner ønsker hjælp til at komme ud af en fastlåst situation. De har brug for at finde gode veje videre.

Men hvis det, der tilbydes, er en individuel udredning af barnet eller den unge med fokus på psykisk sygdom, så er det det, der tages imod – og det der efterspørges. Også fordi det umiddelbart aflaster for den dårlige samvittighed.

Jeg kommer fra en tradition, hvor børne- og ungdomspsykiatrien og beslægtede faggrupper har en bred vifte af tilbud til mennesker, der har de bedste intentioner om gerne at ville videre og samtidig lære noget af processen. En tradition der er optaget af at se problemadfærd ikke kun ind i en begrænset individuel forståelse, men også at kigge ved siden af og få øje på  det, der ikke passer ind, og de historier og sammenhænge, der trænger til at blive udfoldet på nye måder.

Og en tradition, der ser det som sin opgave at deltage i de sociale samspilsprocesser, der kan udvikle det, der trænger til at blive videreudviklet, modne det der trænger til at blive modnet.

Peter Lang fra KCC giver udtryk for, at gode svar kommer ud af gode spørgsmål. Så måske er tiden kommet til at ændre spørgsmålet i artiklens overskrift? Måske skulle det i stedet have dette indhold:

Hvordan hjælper vi bedst hinanden – børn og unge, forældre og fagfolk – til at skabe de udviklingssystemer, som bedst støtter såvel børnene og de unge som de voksne omkring dem, således at alle får mulighed for at lære noget af de udfordringer, som vanskelighederne sætter på dagsordenen – og således at vi, når vi senere møder udfordringer, der ligner, kan tage vare på dem på en endnu mere kvalificeret måde?

Jeg oplever, at de mennesker, jeg samarbejder med, gerne vil tage ansvar, især når de oplever ikke at stå alene med ansvaret. Derfor er det så vigtigt kulturelt at adskille ansvar og skyld

-det sidste er så individuelt handlingslammende.

Søren Hertz’ artikel kan læses i Tidsskriftet Vera nummer 47, der netop er udkommet.
Se www.vera.dk