Socialpædagogisk praksis

Facebook

Debat om etisk dilemma

I sidste nummer præsenterede Socialpædagogen læserne for et etisk dilemma om bosteds-beboeren Morten, der gerne ville ledsages til en nazi-demonstration. Dilemmaet har skabt debat på Facebook

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Har en udviklingshæmmet bruger ret til sine egne holdninger, eller skal vi tromle vores hen over ham?

Sådan opsummerer en af deltagerne i Fagbladet Socialpædagogens Facebook-gruppe, Torben Thomsen, den debat, der er blomstret op, siden vi i sidste nummer offentliggjorde dilemmaet om bosteds-beboeren Morten, der gerne ville ledsages til en demonstration arrangeret af det danske nazist-parti.

Dilemmaet er hentet i etikspillet Inklusia (www.inklusia.dk) og lyder sådan:

Morten bor på det bosted, hvor du arbejder.

Gennem lang tid har I forsøgt at motivere Morten til at komme lidt ud og deltage i nogle aktiviteter - indtil videre uden held.

Morten har nu besluttet sig for, at han gerne vil til demonstration.

Men Morten er ikke tryg ved at tage af sted alene, og han vil derfor gerne følges af en medarbejder.

Demonstrationen er arrangeret af det danske nazistpart og er til fordel for nazismen.

I løbet af de første fire dage, kom der i alt 17 indlæg, hvor Facebook-brugere skrev, hvordan de ville håndtere dilemmaet  – og der er bestemt ikke enighed. Nogle mener, at Mortens ret til selvbestemmelse går foran pædagogens holdninger – andre at ingen kan tvinge en pædagog til en demonstration, der går stik imod hans eller hendes egne værdier.

For og imod
Winnie Kuus vil kun undlade at deltage i demonstrationen, hvis det kan være farligt. Ellers vil hun tage med:

-Morten skal da have lov til så vidt det overhovedet er muligt at kunne drage sine egne erfaringer og ikke hans pædagogs. Og ja, selvfølgelig vil jeg da sørge for at sætte Morten så meget som muligt ind i, hvad det er for en demonstration, skriver hun.

Birgitte Karlsson vil som udgangspunkt sige nej til nazidemonstrationen og foreslå en anden demonstration, de kan gå  til sammen. Men hvis dilemmaet sættes på spidsen, mener hun, at brugeren skal have det sidste ord:

-Som god socialarbejder vil jeg vise forskellige muligheder og lade brugeren selv bestemme, konkluderer hun.

Joye Spiegelhauer er derimod ikke i tvivl om, at hun aldrig ville ledsage Morten.

-Jeg vil helt klart sige nej og forklare ham, at det går imod alt, hvad jeg står for og tror på. Og så vil jeg tage en snak med ham om Nazi-Tysklands syn på og behandling af udviklingshæmmede i 30´erne og 40´erne. Jeg mener, at vi som pædagoger har pligt til at være ærlige overfor borgerne, og det ville jeg ikke være, hvis jeg gik imod alt, hvad jeg står for, og gik med ham.

Anette Maigaard Wirenfeldt ser et dilemma mellem på den ene side at tilgodese Mortens eget initiativ til at komme ud  af huset, og på den anden side også respektere egne, personlige værdier.

-Jeg ville vælge ikke at tage med til demonstrationen, da jeg alene med min tilstedeværelse ville sympatisere med demonstrationen. Dette vil jeg gøre klart for Morten, men samtidig vil jeg anerkende hans eget initiativ jeg vil tilbyde at køre ham derhen og samtidig forklare, hvorfor jeg ikke selv ønsker at være til stede, skriver hun.

A ndre dilemmaer
Nogle af debattørerne mener, at dilemmaet er lidt for outreret:

-Mit virkelige dilemma ville være, hvis Morten ville til en demo for Dansk Folkeparti, skriver René Andersen – og tilføjer:

-Men hvad fa’en, jeg kan jo altid stille op i en t-shirt fra Enhedslisten.

Torben Thomsen fortæller, at han kender en udviklingshæmmet, der er ‘rocker’ med bandana, læderjakke og det hele.

-Uskadelig.. men tændt på udseendet / sit image – Skal han indføres i rockerkriminaliteten, lovgivningen om kriminelle bander, bandekrigen m.m.? Eller blot tales med om, hvordan andre oplever ham, når han ‘klæder sig ud’?

-Mit personlige bud er, at vi bør tilbyde vejledning, men ikke tvinge den ned i halsen på brugerne. Og så må vi gå foran og tage afstand, når først vi har anerkendt det synspunkt, som brugerne nu engang har!, skriver Torben Thomsen

Læs hele debatten i Fagbladet Socialpædagogens Facebookgruppe, som du nder via www.socialpaedagogen.dk – du er også meget velkommen til at selv at deltage i diskussionen.

 

Efter at Norge i 2009 ændrede loven, og i særlige situationer tillod tvangsbehandling af udviklingshæmmede og andre mennesker med forståelseshandicap, har der hvert år været mere end tusind sager. Lovændringen er først færdigevalueret i 2013

Institut for Menneskerettigheder udskriver for ottende gang prisen for mangfoldighed i arbejdslivet og anerkendelse af virksomheder, der behandler deres medarbejdere lige uanset køn, etnisk oprindelse, religion, alder, handicap og seksuel orientering

I 2005 etablerede Platangårdens Ungdomscenter ‘Bostøtteteamet’, som er et individuelt bostøttetilbud til de mest udsatte sindslidende. De gode resultater og brugernes egne vurderinger viser, at det er muligt at skabe et værdigt liv med en høj grad af selvforvaltning for selv de mest udsatte sindslidende

Alle har ret til at betyde noget i nogens liv. Det er filosofien bag et beskæftigelsesprojekt på et plejecenter i Ringsted, hvor to marginaliserede grupper har glæde af hinanden. En flok udviklingshæmmede og psykiske handicappede har her fået et meningsfyldt job, og de ældre får mere omsorg

På Botilbuddet Lyngdal er hver eneste beboer gennemanalyseret for at finde ud af, hvordan medarbejderne kan hjælpe beboerne med ikke at få flere påvirkninger end deres nervesystem kan klare. Det kræver medarbejdere i den faglige eliteklasse, som har så meget kontrol over deres nervesystem, at de kan lægge bånd på deres egne følelser

Alle mandage er ens. Alle tirsdage. Fra Annabel åbner sine øjne om morgenen, til hun lukker dem igen om aftenen, er hendes dag tilrettelagt ned til mindste detalje. Hvad siger personalet? Hvor står personalet, når Annabel for eksempel børster hår eller vasker hænder. Alt er kortlagt minutiøst, og den drejebog skal personalet kende udenad ellers går det galt

Se flere