Forskning

Det individuelle fokus har trange kår på behandlingshjem

På papiret er individet i fokus på mange behandlingshjem – i praksis er gruppen styrende. Det konkluderer socialforskere på baggrund af studier i felten

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Måltidet på behandlingshjemmet er præget af kaos. I den ene ende af bordet smuldrer 10-årige Tobias sit brød ud over det hele. Sparker en anden dreng og driller ved at læse med en messende stemme.

I den anden ende river 11-årige Benny en bog i stykker, så ejermanden – 10-årige René – bryder grædende sammen og løber ind på sit værelse.

Midt i det hele sidder 10-årige Bitten. Hun har spist for lidt, mener socialpædagogen Bo.

-Skal du ikke have en mad mere, spørger han.

Bitten overhører spørgsmålet, og Bo følger ikke op – han har for travlt med forsøget på at opretholde en form for orden.

Sådan forløb en af de morgener, der indgående er beskrevet i bogen ‘Omsorg for anbragte børn og unge – Døgninstitutionens hverdag og vilkår.’

Fire forskere fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har været i felten for at beskrive og analysere hverdagen på i alt ni forskellige døgninstitutioner.

En af deres konklusioner bygger på studier af hverdagen på to (anonyme) behandlingshjem med tidligt skadede børn i alderen 5 til 13 år.

-Tankegangen er, at børnene har svære individuelle problemer, der skal behandles. Men målsætningen om en stærkt individualiseret behandlingsindsats er næsten dømt til at mislykkes på en døgninstitution med mange børn og voksne, siger en af forskerne, Turf Böcker Jakobsen.

Han har selv tilbragt omkring halvanden måned på det ene behandlingshjem, hvor han både lavede interviews, observerede og så vidt muligt deltog i dagligdagen.

På papiret blev der lagt vægt på en individuel behandling til hver enkelt af de 15 børn, der var fordelt på to afdelinger, men i praksis blev der ofte fundet fælles løsninger.

M ange nødløsninger
-En eftermiddag var der for eksempel underbemanding på grund af sygdom, så en praktikant og en vikar skulle have været alene på vagt. Så valgte nattevagten at blive længere tid på arbejde, og hele flokken gik en tur sammen i stedet for at dele sig op, fortæller Turf Böcker Jakobsen.

Den slags nødløsninger var ikke en sjælden foreteelse. Ofte slog udforudsete hændelser planen i stykker, så medarbejderne måtte gå på kompromis med idealerne.

Turf Böcker Jakobsen oplevede også, at børnene ofte havde meget mere fokus på gruppen og hinanden end de havde på de voksne.

-Under måltiderne kunne jeg tit mærke, hvordan det hele vibrerede. Børnene brugte meget mere energi på at følge med i, hvad hinanden lavede, end på at spise. Og medarbejderne måtte bruge alle ressourcer på at holde ro og undgå konflikter, siger han.

Måltiderne blev ellers betragtet som en vigtig del af behandlingen, fordi mange af de omsorgssvigtede børn netop ikke altid har fået opfyldt deres basale behov i de første leveår. På det ene behandlingshjem blev der derfor lagt vægt på, at de nytilkomne børn ikke selv måtte tage maden – men skulle have den serveret. De skulle mærke, at der blev sørget for dem.

-Nogle af børnene havde svært ved at mærke deres egne  kroppe og kunne for eksempel ikke mærke sult, og så var det vigtigt, at medarbejderne var opmærksomme på, at de fik nok at spise. Andre kunne ikke mærke mæthed, og så skulle medarbejderne hjælpe dem, så de ikke spiste for meget. Men i praksis var det tit svært at tage den slags individuelle hensyn, fordi der blev brugt rigtig mange kræfter på bare at få måltidet til at fungere, siger Turf Böcker Jakobsen.

Han mener langt hen ad vejen, at det individuelle fokus er en illusion på behandlingshjem med mange børn og voksne.

I stedet opfordrer han til at gå en af to veje: Enten at tage konsekvensen og anbringe i mindre sammenhænge med færre børn. Eller at fokusere mere aktivt på gruppen.

-Jeg mener ikke, at familiepleje er løsningen for børn, der er svært skadede og har behov for et specialiseret tilbud. Men man kunne godt i højere grad arbejde med anbringelsestilbud, der i størrelse efterlignede familien, så der for eksempel kun var anbragt tre eller fire børn samme sted. Jeg mener også, at man skal tænke mere i gruppen og dens potentialer. Disse børn har nok hver deres problemer, men mens de bor på institutionen, er de i samme båd. Derfor ligger der et udviklingspotentiale i at fokusere på, hvad børnene i virkeligheden kan bruge hinanden til.

Tankegangen er, at børnene har svære individuelle problemer, der skal behandles. Men målsætningen om en stærkt individualiseret behandlingsindsats er næsten dømt til at mislykkes på en døgninstitution med mange børn og voksne Turf Böcker Jakobsen, forsker, SFI