Prik

Fagforeningernes rolle -et spørgsmål om værdier

Jeg blev inspireret af prik-kommentaren i socialpædagogen nr. 18: en ung mand tænker over, hvad det er, der legitimerer fagbevægelsen i det 21. århundrede. og jeg tænker, hvad er det egentlig, de anvender ressourcerne på?

Af Allan Andersen, Forstander, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Fagbevægelsens historiske rolle gennem tiderne er uomtvistelig. Hvor kampen mod arbejdsgiverne var kampen for retten til brød, kampen for en an stændig arbejdstid, kampen for frihed og lighed, i det hele taget kampen for øget velfærd.

Fagbevægelsen har sejret sig ihjel, udtrykte en kendt politiker det.  Fagforeningerne er pressede. Der har været et faldende medlemstal, som blot i krisetider stiger lidt igen på grund af frygten for arbejdsløshed.

Flere og flere medlemmer forholder sig kritisk til fagforeningerne, og hvad det er, de får for pengene. Det bliver interessant at se medlemmernes reaktion, når konjukturerne vender igen. Jeg tror, vi vil se yderligere medlemsflugt – ja, vi skal måske til at forholde os til, at medlemmerne pendler ud og ind af fagforeningerne i takt med konjunktursvingningerne.  Jeg tør slet ikke tænke tanken, hvad der vil ske, såfremt fradraget til medlemskab til fagforeningerne helt bortfalder.

Fagforeningerne har lugtet lunten. Fagforeningerne signalerer rummelighed. Der skal være plads til alle. nu er selv ledere og medarbejdere i samme fagforening. Der er et naturligt modsætningsforhold bygget ind i systemet, hvilket er et stort dilemma. Hvordan vil i klare denne udfordring, kære fagforeninger?
når fokus fjernes fra de materielle værdier
–mere i løn, mere ferie og så videre – kommer  andre bløde værdier i spil. Fagbevægelsens rolle i forhold til kampen for en højere løn, er for længst skudt ned af forskellige regeringer. Fagforeningerne er på dette spørgsmål reduceret til fordelingscentraler. De skal blot fordele en pose penge, som den til enhver tid siddende økonomiminister og regering har bestemt størrelsen af. Uanset de seneste spæde forsøg på at tilkæmpe sig mere i lønningsposen ved overenskomstforhandlingerne, har de kæmpende stået med et kæmpe underskud og en lang næse.
Når fagforeningerne har tabt kampen om mere løn, er der netop de bløde værdier tilbage. 
I stigende grad forsøger de at skabe populistiske tiltag, der ene har det formål at fastholde medlemmerne. Jeg er helt indforstået med, at fagforeningerne laver sociale tiltag. Det er netop med til at skabe rammen for sociale fællesskaber, vel en af de vigtigste opgaver set i forhold til fagforeningernes eksistensberettigelse.

Men kæden hopper af, når fagforeningerne arbejder med plastikkort. Jeg har modtaget et Lo-kort. Jeg skal kunne købe med rabatter i forskellige forretninger. tanken er måske prisværdig, men hvad kan det nytte, når hovedparten af indkøbsstederne er centreret omkring København og andre storbyer?

Helt galt går det, når der nu er skabt et Lo-MasterCard. nu er den faglige organisation pludselig reduceret til en gemen lånehaj. Det er langt over – og ved siden af – hvad fagforeninger og faglige organisationer skal beskæftige sig med.

Drop ’guldkortene’, og kom tilbage til de gamle værdier.