Udviklings -og forskningsfonden

Udfordring på udfordring

Hvem beslutter hvad i det pædagogiske arbejde – og hvad er rammerne for beslutningerne? Det var centrale spørgsmål, da BUPL’s og SL’s Udviklings- og Forskningsfond holdt sin årlige konference

Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Det skorter ikke på udfordringer – og der er andre, der gerne vil sætte dagsordenen for os, hvis vi ikke selv er fremme i skoene. Vi skal passe meget på, at de faglige værdier og den etik, vi i mange år har taget afsæt i, ikke bliver udvasket.

Sådan sagde Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne, da hun lukkede den årlige konference i Socialpædagogernes og BUPL’s Udviklings- og Forskningsfond.

Forud var gået en dag med plenumoplæg og en række workshops, hvor projekter, der har modtaget støtte fra fonden, fremlagde deres arbejde og resultater.

Og Marie Sonne kunne i sit indlæg også glæde sig over, at flere og flere ansøger om støtte – og ikke mindst over, at ansøgningerne også i stigende grad kommer fra praksisfeltet.

– Det er rigtig godt – og så lever vi fint med det luksusproblem, det er at skulle prioritere mellem ansøgningerne, sagde hun.

Hendes kollega fra BUPL, Allan Baumann, konstaterede – da han om formiddagen bød velkommen – at det var svært at sætte et gennemgående tema på de projekter, der blev fremlagt. Og dog:

– Det handler om ’beslutninger i og om pædagogisk arbejde’. Og de beslutninger træffes mange steder: Blandt pædagogerne er det vigtigt, at vi kigger nærmere på, hvilket grundlag de træffes på. Vi lever jo med forventningerne om, at vi altid træffer de ’rigtige’ beslutninger, sagde Allan Baumann.

Han pegede videre på, at der på det nationale niveau er der nogle naturlige krav til vores område – men nu også en erkendelse af, at detailstyringen er gået for vidt. Og endelig nævnte han de konventioner og andet, der på overnationalt plan er med til at bestemme betingelserne for det sociale og pædagogiske arbejde.

Konventionelle udfordringer
Netop en af disse konventioner var emnet for det efterfølgende oplæg. Her satte Jesper Holst fra DPU spot på FN’s Handicapkonvention og de udfordringer, den giver i det socialpædagogiske arbejde.

Handicap er i konventionens indledninng beskrevet som et begreb i konstant udvikling, ligesom det slås fast, at handicappet opstår, når samfundet opstiller hindringer for borgerens deltagelse, sagde Jesper Holst.

Og han fremhævede konventionens paragraf 22, der understreger retten til og respekten for privatlivet i modsætning til et liv på institution.

Derefter ridsedes de aktuelle danske rammer op – Serviceloven og anden lovgivning, vilkårene efter kommunalreformen og så videre. Og her er der på boligområdet en række tendenser, der går imod konventionens ord om privatliv kontra institutionsliv:

Kommunerne har overtaget en meget uensartet boligmasse fra de tidligere amtslige botilbud. Og ganske vist bliver der bygget nye almennyttige boliger til handicappede, men de opføres ofte i udkanten af byerne og som klyngebebyggelser med typisk 16-24 boliger. På den måde kommer det også i de nye boliger i høj grad til at handle om et liv ’rundt om fællesarealerne’.

– Spørgsmålet, man må stille sig, er, om vi er på vej hen imod nye institutioner, lød det fra Jesper Holst.

Sammen med en række andre faktorer og tendenser betyder det ifølge DPU-forskeren, at der ligger minimum fire udfordringer, hvis Danmark skal leve op til Handicapkonventionen:

Der skal nytænkes, når det handler om opførelse og indretning af bomiljøerne. Der skal være fokus på den faglige og etiske debat. Der skal stilles skarpt i overvejelserne af forskellene mellem bomiljøer, private hjem og arbejdsplads. Og endelig skal der rokkes ved forståelsen af den professionelles socialpædagogiske rolle:

Det handler om forholdet mellem nærhed og distance, om på det pædagogiske (ikke lønmæssige!) plan at skifte fra rollen som ’fuldmægtig’ til ’assistent’ – eller fra ’kolonisator’ til ’opdagelsesrejsende’, som Jesper Holst sluttede at citere afdøde Birger Perlt for.