Prik

Muhammed og bjerget

Jeg vil berolige læseren med, at dette ikke er et forsøg at på starte en ny Muhammed-krise i Socialpædagogen. Det dækker over det gamle ordsprog om, at ’hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget’. Det, jeg vil skrive om, er ungdommen og fagbevægelsen.

Af Peter Bruun Christensen, Faglig sekretær , redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Jeg fik idéen, efter at Allan Andersen, i Prikken i Socialpædagogen nr. 21, var så venlig at kommen tere en tidligere bagside af undertegnede, og i samme ombæring kalde mig for en ung mand.

Dette efterlod mig med en lidt mærkelig fornemmelse, for var dette en fornærmelse? Naturligvis mente Allan det ikke således, men det at være ung har aldrig været populært blandt de ældre, og man kan nærmest høre foragten, når ’ungdommen nu til dags’ omtales. Heller ikke i fagbevægelsen kan man sige sig fri for det. Her betragtes unge som usolidariske, egocentriske og uengagerede. ’De unge gider ikke at stå i en fagforening’ – den sætning har man ofte hørt.

Jeg er ikke akademiker, men lidt videnskab og empiri kan jeg dog finde ud af, og hvis man undersøger medlemssammensætningen i LO-familien, danner der sig et noget andet billede. Her fremstår det som om, at det store problem ikke er de helt unge, men snarere generationen lige over, fra alderen 30 til 40, hvor flugten til de gule fagforeninger er udtalt. Faktisk viste en medlemsundersøgelse fra 3F i 2007, at antallet af unge, der organiserede sig, var stigende. Det passer simpelthen ikke, at ungdommen ikke er organiseret – tværtimod.

Men på et punkt rammer kritikken plet med hensyn til ungdommen i fagbevægelsen, og det er i forhold til tillidsvalg. Langt hovedparten af  tillidsrepræsentanterne er stadig over 40, men hvordan kan det være. Er det blot et udtryk for en uengageret ungdom, en generation ’fucked up’?

På ingen måde. De seneste år har vi oplevet større protester i forhold til velfærd, klima, ungdomshuset og uddannelse. Vor tids Vietnam-bevægelse spænder bredt, og har mange aktive på mange niveauer.

Årsagen til ungdommens fravalg af for eksempel TR-posten skal nok snarere findes inden for fagbevægelsens egne rækker. Store dele af fagbevægelsen minder mest af alt om en gammel grammofonplade, der sidder fast i den samme rille. Kreativiteten og kravene rækker ikke længere end til faneborg og overenskomstforhandlinger. Der mangler energi og visioner, og i stedet strander debatten ved, for mig at se, ligegyldige diskussioner om eksempelvis fusioneringer.

Man kan fusionere nok så meget, man ønsker, men det havde været mere frugtbart, hvis man diskuterede fagbevægelsens rolle og formål i det 21. århundrede. Løbesedlens tid er forbi, der er brug for noget mere kreativitet. Man kan ikke bare sidde og vente på, at unge pludselig får lyst til at vende tilbage til de klassiske arbejdsmetoder. Det er metoderne for ineffektive til, og de fordrer ikke det engagement, der skal til for at reformere fagbevægelsen til på ny at være en samfundsforandrende bevægelse.

Kort vil man kunne sige, at det ikke er bjerget, der skal komme til Muhammed – det er Muhammed, der skal komme til bjerget.