Bogomtale
Børn kan – i praksis
Redigeret af Jens Nielsen, redaktionen@sl.dk
Af Ben Furman
Yes, we can, var Obamas mantra. Måske er det det stadig. Og den finske psykiater og psykoterapeut vil i hvert fald hævde, at børnene kan. Hans Jeg kan-metode er da også designet til at kunne hjælpe børn med at løse deres psykiske og adfærdsmæssige problemer. Metoden er beregnet til børn mellem 3 og 12 år og er opbygget som et trinvist program, der gennemføres med støtte fra familie, venner og andre personer, der står barnet nært – og metodens principper kan i øvrigt også bruges af teenagere og voksne. Problemerne kan have neurologisk baggrund som ADHD eller autisme, og metoden tager udgangspunkt i børnenes synsvinkel og sigte på de færdigheder, børnene skal lære for at overvinde deres problemer – og da den inddrager hele det ’økosystem’, barnet lever i, får hele systemet effekten at mærke. Denne bog er en opfølger på Furmans ’Børn kan’, der i 2005 introducerede metoden på dansk, og den er fuld af konkrete beretninger om, hvordan metoden bliver brugt i alle mulige sammenhænge.
Fra indholdsfortegnelsen nævnes her blot et par kapiteloverskrifter:
At styre sit raseri, Ikke mere angst for masker, Et vellykket hjemmebesøg, At blive glad efter sine forældres skilsmisse og At overvinde hyperaktivitet ved at udvikle tålmodighed.
Udkommet på Hans Reitzels Forlag. 226 sider, 249 kr.