Debat: PKA, Israel og Finanstilsynet
Af Peter Henning, Helsingør, redaktionen@sl.dk
Efter mange år som delegeret til PKA har jeg jo været glad for, at vor PKA har været en af de første pensionskasser, der tænkte etisk. Ikke at jeg synes, at man var særlig entusiastisk. Det gør derfor ondt, når PKA bliver omtalt negativt i Berlingeren – fordi man har investeret ulovligt i Israel. Det oplyses endda, at den anløbne Danske Bank vil sælge sine israelske aktier fra den israelsk besatte Vestbred.
Israel har en meget begunstiget handelsaftale med EU. Ifølge den må varer fabrikeret på Vestbredden ikke eksporteres som begunstigede (for eksempel kosmetik i Tiger-butikker). Denne aftale er bevisligt overtrådt mange gange – i mange år. I EU skal aftaler åbenbart ikke overholdes – heller ikke af Danmark.
I øvrigt er Israel i dag en af Verdens største eksportører af våben. Man har jo tillige svære problemer i Gaza (Goldsteinrapporten fra FN).
Løsning af Palæstina/Israel-komplekset er forudsætning for fred i hele mellemøsten.
Som fredsvagt ved Christiansborg siden 19. oktober 2001 (8 år og 5 måneder!) har man jo mange oplevelser. Både positive og negative. Sidste sommer stod en embedsmand og læste vores opslag. De er jo lette at genkende, hvorfra i verden de så end kommer (i øvrigt er mange danske embedsmænd meget moderne med spidse lange sko!). Det viste sig, at denne herre var fra Finanstilsynet. Og hvad gør en delegeret fra generalforsamlingen i foråret 2009 – en delegeret, der har hørt vores bestyrelse fortælle, at Finanstilsynet havde været der og havde givet PKA en særdeles nøje revision?
Jeg følte jo, at med den store, dyre (skattekrone-betalte) bankstøtte var det absolut et forkert sted at kontrollere. PKA er en af de få pensionskasser, der er demokratisk kontrolleret af dets medlemmer.
Herren fortalte, at man jo måtte tage lidt hensyn til regeringsmagten – altså man hyler med de ulve, man er iblandt.
Nu, da jeg er i gang: Det er jo et flot, fagligt og pænt medlemsblad, vi har. Men jeg savner mere debat – mere vrede og indignation.
Jeg – årgang 1930 – er glad for, at jeg pensioneret og fri for at arbejde under de forhold, man bydes i dag. Og så er I velkomne til at besøge fredsvagten – eventuelt tage en vagt. Det kan være interessant og af til koldt. Vi står der hver dag mellem 10 og 17.
Med fredelig hilsen