Kommentar
Skal vi ikke se at komme i gang?
Bliver man ved med at presse citronen, så får det altså konsekvenser. Vi skal hele tiden gøre arbejder bedre og hurtigere, med færre kolleger
Af Marie Sonne, forbundsnæstformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Jeg har lige fået vores nye arbejdsskadestatistik ind på mit skrivebord. Et ordentligt værk på mange sider. Sider fulde af tal, der godt kan gøre mig bekymret. For det ser slemt ud.
Vi har siden 1995 samlet statistik om arbejdsmiljøet på de socialpædagogiske arbejdspladser – både når det handler om det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Og tallene er ikke blevet bedre i de år. Tværtimod. De viser, at der er stadigt flere socialpædagoger, der får psykiske skader af at gå på arbejde.
Vores område har oplevet en stigning i antallet af psykiske arbejdsskader på 70 procent fra 2005 til 2008. 70 procent! Det gennemsnitlige tal for samtlige arbejdsområder er vel at mærke 50 procent, så det er en bevægelse, der er kendt fra andre fagområder end vores – men ingen andre steder er stigningen så markant.
Jeg tror, at en del af forklaringen på stigningen skal findes i det faktum, at vores arbejdspladser oplever et øget pres. Og bliver man ved med at presse citronen, så får det altså konsekvenser. Vi skal hele tiden gøre arbejder bedre og hurtigere, med færre kolleger – og samtidig skal det gøres billigere. Konsekvensen er ofte, at vi skal manøvrere i job, hvor truslerne bliver færre, og volden på arbejdspladsen er stigende – og hvor den faglige indsats, der kan reducere dette, bliver nedprioriteret af økonomiske årsager. Det præger vores interne arbejdsmiljø og føjer en stressfaktor til det i forvejen stigende ydre pres. Kort sagt: Det er dybt alvorligt det her!
Efter min bedste overbevisning er en oprustning af vores faglighed utrolig vigtig: En stærk faglighed er vejen frem, når det handler om vores konkrete og fremadrettede kamp for at forbedre arbejdsmiljøet på vores arbejdspladser.
Det handler også om, at vi alle har et ansvar for at reagere på signaler fra vores kolleger og medarbejdere, når de går rundt og har det skidt. Vi skal bryde det tabu, det er at spørge ind til problemerne og fastholde hinanden på at få dem løst.
Men vi har altså også en sundheds- og trivselsaftale med arbejdsgiverne. Aftalerne træder i kraft 1. april i år, og på både det formelle plan og ude på arbejdspladserne skal vi nu have sat gang i de aftaler. Vi skal fastholde fokus på at løse de her problemer! Trivselsaftalerne skal ikke bare samle støv på arbejdspladserne, men føre nye procedurer med sig. Mit håb er også at vi bliver bedre til at yde en tidlig indsats: Vi skal spotte kollegerne tidligere, vi skal have redskaber, så vi tidligere kan koble psykologbistand på, og vi skal langt tidligere have lederne i spil i forhold til udsatte medarbejdere. Og frem for alt skal vi have en positiv, politisk bevågenhed på vigtigheden af en socialpædagogisk indsats.