Prik
En for alle – og os før de andre?
Af Af Jan Vestergaard, tillidsrepræsentant, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Musketéreden har fået en anden lyd i det 21. århundrede. Egoismen er tilsyneladende i fremmarch, selv i fagbevægelsen. I hvert fald bød ugen der gik på et par samtaler, der har givet anledning til eftertanke.
Mandag fortalte en lokalformand i en fagforening med ansatte i vores kommune, at de har haft flere ‘sure’ medlemmer i røret. i ansøgningsmate rialet til trepartsmidlerne til kompetenceudvikling er det oplistet, hvilke kriterier, der blev brugt sidste år. Et af kriterierne var et loft på 70.000 kroner pr. ansøger. Det udelukker, efter sigende, medlemmerne af denne fagforening fra at søge midlerne, da deres kurser er dyrere end dette. Formanden har tidligere gjort mig opmærksom på, at det var problematisk, at ikke et eneste medlem havde fået af midlerne i sidste runde – og ønskede nu en garanti for, at det ville blive anderledes i næste runde.
Der er, i meget runde tal, 750 kroner i puljen pr. ansat til hele perioden. Det vil sige, at et kursus til 70.000 kroner koster mere end 90 ansattes kompetenceudviklingsmidler.
Hvis pågældende forbund har under 50 ansatte i kommunen – er det så fair at bevilge så mange penge?
Senere på ugen fortalte en forstander mig, at de 1,2 millioner kroner, en stor institution har overført fra sidste år, ser ud til at blive ‘ædt’ af det store underskud, der er andetsteds i samme forvaltning.
Så kørte mine tanker lige en tur i frigear. Hvor er motivationen? Retfærdigheden? Hvor er meningen for de medarbejdere, der har knoklet hårdere på grund af overbelægning og manglende vikarer, så der kunne købes nye busser og bygges om? Til gavn for de borgere vi arbejder med. Bliver vi ir riterede, hvis pengene nu skal gå til nogle andre, der ikke kunne finde ud af at stramme ballerne? Hm, ja!
Hvis de midler, der er brugt for meget andetsteds, måske er gået til at betale anbringelser på pågældende institution? Er det så fair at blive irriteret?
Hvad sker der for os? Hvad sker der for solidariteten og fællesskabet? Er vi alle – offentligt ansatte, ja, selv fagbevægelsen – blevet ‘smittet’ af den udvikling, der er omkring os? Så vi bare vil have mere og mere!
Jeg skal ikke dømme nogen – jeg synes da også, at det er skønt at få mere, men vel ikke på bekostning af ringere vilkår for de borgere, vi arbejder med, eller på bekostning af vores arbejdsvilkår.
Jeg er jo forholdsvis ny i dette game, og ved ikke, om det altid har været sådan – men er jeg mon den eneste, der synes, at det er bekymrende, at egoismen blomstrer, som jeg ser den gør?
Nuvel, det er jo ikke, fordi vi ikke passer vores arbejde og ikke samarbejder på tværs på grund af strid om kompetenceudviklingsmidler og inddragede overførsler. Og jeg ser ikke ‘fagegoismen’ som et tema i det daglige arbejde.
Men tænk, hvis vi i fællesskab kan hæve os op over vores behov – som personer, institutioner og faggrupper. Så kunne vi gøre det endnu bedre, end vi gør i dag. Til gavn for os selv, vores faglighed og de mennesker, der er afhængige af os.
Hvis vi starter med os selv, så kan det være, at det spreder sig.
Jan Vestergaard er TR på Døgncentret for Børn & Unge (DCBU) i Esbjerg, FTR for Socialpædagogerne i Esbjerg Kommune, Bestyrelsesmedlem i Socialpædagogerne Sydjylland og medlem af Hovedbestyrelsen.
Er det overhovedet rigtigt, at vi er blevet mere egoistiske som individer og som faggrupper? Kan I på jeres arbejdsplads gøre noget mere for ‘fælles skabet’? Er egoisme altid noget negativt? |