Bofællesskab

Her er mange fiskehejrer

Et botilbud i Ringsted har inviteret Heino Østergaard Nielsen til at flytte over til dem, for her må han gerne bo, selv om han ikke vil arbejde

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Ricky Molloy

Ved Haraldsted Sø er der mange fiskehejrer. Der ligger et bofællesskab to kilometer fra søen. I bofællesskabet er der mange lejligheder. To af dem er ledige. Ringsted Kommune har ikke selv brug for alle pladserne. Nu forsøger medarbejderne at finde beboere uden for kommunen. Og da de i forrige nummer af Socialpædagogen (nummer 04/2010) læste om Heino Østergaard Nielsen, der skulle flytte fra sit bofællesskab, fordi han ikke ville arbejde, fik de en idé og sendte den 22. februar en mail af sted:

 ‘Hej Heino

 Vi har læst om dig i vores fagblad og om, at du skal flytte igen, fordi du ikke vil gå på arbejde i dagtimerne.

Her i Center Ringsted bor der 26 borgere – alle er meget forskellige, og det er ikke alle, der har lyst til at gå på arbejde – det er okay, når man bor her.

Der er mange fiskehejrer i Haraldsted Sø… Måske hører vi fra dig og ellers – Held og lykke, knæk og bræk.

Venlig hilsen Anne Mikkelsen, afdelingsleder i Bo- og Servicecenter Ringsted.’

Heino Østergaard Nielsen har via sine forældre svaret på invitationen:

‘Først mange tak for jeres søde mail. Jeg har kigget på Jeres hjemmeside, og det ser rigtig hyggeligt og rart ud hos Jer. Ærgerligt at det ikke ligger i nærheden af Århus, for så ville jeg straks sige ja tak til det gode tilbud. Det er dejligt at høre, at der er muligheder for sådan nogle som mig.

Mange gode hilsner fra Heino’

Alle skal gøre sin pligt

Heino Østergaard Nielsen er ikke alene om at bo i bofællesskab og ikke at ville arbejde.

I Bo- og Servicecenter Ringsted bor Gitte Juul Johansen og Finn Pedersen, som begge har valgt at sige deres arbejde på det beskyttede værksted op. Men det holdt hårdt, før personalet i bofællesskabet gav dem ‘lov’ til at træffe den beslutning.

Medarbejderne var delt på to forskellige holdninger. Den ene, at det er i orden at sige sit arbejde op, og den anden, at man da skal gå på arbejde.

– Gitte havde flere gange klart og tydeligt tilkendegivet, at hun ikke ville på arbejde, fortæller socialpædagog Lone Roldsgaard, der er suppleant for tillidsrepræsentanten.

En søndag sidder hun og spiser frokost sammen med Gitte Juul Johansen, der pludselig som grebet ud af den blå luft slår hånden hårdt i bordet og siger, at hun er træt af at gå på arbejde.

Der skulle dog mange diskussioner til i personalegruppen, før det blev accepteret, at Gitte Juul Johansen sagde sit arbejde op. Hun var på orlov i tre måneder fra sit arbejde, før hun havde overbevist personalet. 

– Vi kunne ikke længere lade være med at lytte til hendes ønsker, siger Anne Mikkelsen

Lone Roldsgaard:

– Men vi var ikke – og er heller ikke i dag – enige om, hvorvidt beboerne kan vælge arbejdet fra.

Og konkret i forhold til Gitte har det altid ligget lidt i luften, at vi som personale havde gjort vores arbejde godt, hvis vi fik Gitte af sted på arbejde.

Anne Mikkelsen:

– Vi er fagligt opdraget til, at beboerne skal være i gang. Vi skal alle gå på arbejde.

Begge har i årevis arbejdet med personer med funktionsnedsættelse, og tilbage i tiden udgjorde udviklingshæmmedes arbejde en naturlig del af det at få en husholdning til at fungere, for  eksempel ved at hjælpe med at passe urtehaven, forklarer de.

Senere er det arbejdsfællesskab afløst af beskyttet beskæftigelse og væresteder, hvor man for eksempel maler og fletter. Alt sammen noget, der ofte foregår et andet sted end i bofællesskabet.

Arbejde går forud for alt

Selv om Serviceloven i 1998 fastslog, at udviklingshæmmede har ret til selv at bestemme, så er der fortsat en tendens til at det gamle krav om at arbejde går forud for alt andet. 

– Selvbestemmelse handler jo ikke kun om, hvorvidt man vil have mælk i kaffen. Det er også langt større ting, som er mere besværlige for medarbej derne og kommunen. For hvordan skal normeringen for eksempel være, når en beboer er hjemme i stedet for på arbejde, spørger Anne Mikkelsen.

– Der er mange holdninger og normer på spil i det her, og vi har måske ikke tidligere tænkt over, at der var et alternativ til at skulle gå på arbejde.

Lone Roldsgaard supplerer:

– Og hvordan agerer vi som medarbejdere over for den beboer, der hellere vil være hjemme end på arbejde? Det bliver let et stressmoment, at der er nogen hjemme, fordi vi føler os forpligtet til at gøre noget over for den beboer. Vi er jo så vant til hele tiden at skulle sætte noget i gang.

Det er en debat, som personalet på Bo- og Servicecemtret er midt i. Den handler blandt  andet også om at hjælpe beboer med at være alene hjemme, uden at det koster ekstra timer i personalekroner.

Fik endelig sin frihed

Mens Gitte Juul Johansen meget tydeligt sagde nej til at arbejde, så var det straks sværere at afkode Finn Pedersens signaler.

Han er en stilfærdig mand og sagde ikke decideret fra, men ofte nåede han at tisse i bukserne på de ca 50 meter, der var mellem hans bolig og bussen, der skulle køre ham til det beskyttede værksted. Og det betød, at han ikke kunne komme med, men skulle hjem igen og have skiftet tøj. 

Andre gange var det umuligt at få ham helt hen til bussen. Han stod bare stille på stien mellem sin bolig og bussen. 

Det er to år siden, Finn Pedersen sagde sit job op, og i dag tisser han ikke i bukserne.

Men han er fortsat ikke helt sikker på, at han har lov til at sige nej til at arbejde. Det viser sig blandt andet, når der bliver ansat en ny medarbejder, og denne så siger til ham: ‘Du ser da frisk ud.’ Det er Finn Pedersen bange for betyder, at han igen skal på det beskyttede værksted. Og er det en bemærkning, som gentages flere gange, kan han begynde at sige, at han er syg.

Jobrotation og samværstilbud

Efter 20 år på det samme beskyttede værksted løb Gitte Juul Johansen sur i det.

– Uanset hvor meget medarbejderne forsøger at lytte til og udvikle arbejdet i forhold til den enkelte, så er der også grænser for, hvor meget du kan lave om på en arbejdsproces, siger Anne Mikkelsen.

– Udviklingshæmmede er et tværsnit af den danske befolkning. Nogle har det godt med at møde med madkassen det samme sted hele livet, andre vil gerne noget nyt og prøve andre udfordringer, siger Anne Mikkelsen.

Hun foreslår, at der også inden for udviklingshæmmede bliver indført jobrotation til dem, der har brug for, at tingene ikke altid er så forudsigelige.

Lone Roldsgaard:

– Vi skal have sat fokus på hele jobmarkedet for udviklingshæmmede. I stedet for at skabe den samme form for jobtilbud til alle udviklingshæmmede, skal vi skabe job, der dækker bredden af udviklingshæmmede.

– Spørgsmålet er, om det måske snarere er os end beboerne, der har brug for den forudsigelighed, det giver, når beboerne går på arbejde det samme sted hver dag.

Både hun og Anne Mikkelsen undrer sig i øvrigt over, at al beskæftigelse for udviklingshæmmede hedder ‘at gå på arbejde.’

– Det er fagligt blevet en leveregel, at det hedder arbejde, selv om det, mange af beboerne foretager sig, udefra set ikke har meget med arbejde at gøre. Det er bekymrende, at vi bliver ved med som en gammel sandhed at tale om arbejdet, når det bare ikke længere eksisterer, siger Anne Mikkelsen.

– Hvad legaliserer det, og hvem skal det give mening for?  Beboerne eller personalet, spørger Lone Roldsgaard.

– Vi trænger til en faglig debat om, hvordan vi italesætter det, som mennesker med funktionsnedsættelse laver?

Anne Mikkelsen:

– Fordelen ved at skille det ud fra arbejdsbegrebet og bruge de rigtige ord er, at vi bliver mere opmærksomme på, om samværstilbuddet – eller hvad det nu skal hedde – er godt nok til den pågældende beboer.

Hjælp til at lave ingenting

Gitte Juul Johansen og Finn Pedersen er de eneste i bofællesskabet, der har ønsket at vælge arbejdet fra.

– Men det betyder ikke, at de har fravalgt den pædagogiske støtte, den skal bare gives på en anden måde, siger Lone Roldsgaard.

Anne Mikkelsen:

– Min holdning er ikke, at folk skal lave ingen ting. Vi skal hjælpe dem til, at de får meningsfyldte ting i deres liv.

Hun ser gerne, at pengene følger borgere, så man tager udgangspunkt i den enkeltes behov.

– I dag er der ikke meget plads i de udviklingshæmmedes liv til at lave ingenting. De venter på, at alle bliver klædt på, venter på bussen, så de kan blive kørt på arbejde, venter på, at alle kan drikke kaffe, og at alle kan komme med i byen. De skal hele tiden vente, siger Anne Mikkelsen.

– Hvis ikke de venter, skal de være aktive. Straks de vågner, bliver de mødt af en frisk medarbejder fyldt med energi, det samme sker på værkstedet, og når de kommer hjem igen, er der en ny frisk medarbejder, som møder dem. Hvorefter dagen slutter med endnu en frisk medarbejder, der er der om aftenen, og som har energi til, at der skal ske noget.

Lone Roldsgaaard:

– Det ligger så latent i os, at beboerne skal i gang. Og måske handler det også om, at vi har svært ved at give slip på styringen.

Retten til at få modgang

Hverken Finn Pedersen eller Gitte Juul Johansen har fortrudt, at de sagde deres arbejde op. Selv  om de begge godt ind imellem kan savne nogle at snakke med, når de andre beboere er på arbejde. 

– Når man træffer et valg, så kan det godt gøre ondt. Men beboerne har også ret til at få knubs, siger Lone Roldsgaard.

Finn Pedersen har fundet sig en hverdag, hvor han er besøgsven for en anden beboer, og ellers tilbringer han meget tid udendørs rundt på arealet. Desuden maler han en del og har udstillet sine billeder.

– Jeg keder mig ikke. Jeg ser også mange film, siger han.

Gitte Juul Johansen derimod er måske i dag der, at hun efter snart tre års pause igen vil have kontakt uden for bofællesskabet.

– Jeg savner nogle gange nogle at snakke med, siger hun.

Derfor skal hun inden længe besøge et aktivitetstilbud sammen med Lone Roldsgaard.

– Vi slipper dem ikke, og det er pædagogisk meget gennemtænkt, hvordan vi kan støtte dem, også når de træffer et valg, som går imod et system både her i huset og højere oppe i systemet.

Der skal være plads til alle

Men det satte noget i gang i medarbejdergruppen, som slet ikke er færdig endnu. Nu har debatten fået ny næring, fordi Bo- og Servicecentret på grund af overforbrug skal spare penge. Og spørgsmålet er, hvor de skal findes.

– Det nemmeste er at sælge ud af pædagogikken og indføre restriktioner for beboerne, siger Anne Mikkelsen.

Men personalet vedtog at gå en anden vej og stillede sig det spørgsmål, hvad er det sidste vi under så voldsomme besparelser vil give køb på?

– Vi besluttede at vi ville overholde Serviceloven, og derfor hverken kunne eller ville vi sælge ud af beboernes ret til selv at bestemme, siger Lone Roldsgaard.

– Så her har vi ikke arbejdstvang, siger Anne Mikkelsen.