Prik
Derfor kommer der flere sager om omsorgssvigt
Det er ‘gået helt galt’ i Tønder, Århus, Lolland, Skanderborg og Brønderslev – og der vil komme mange flere kommuner og børnesager på avisernes forsider i de kommende år
Af Inge M. Bryderup, lektor, DPU, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Tønder, Århus, Lolland, Skanderborg og Brønderslev hører til blandt de byer, der i de senere år har lagt navn til alvorlige børnesager, hvor de offentlige myndigheder har reageret alt for sent på alvorlige omsorgssvigt.
Mens sagerne er blevet udfoldet i alle detaljer på forsiderne af landets aviser, har der været kø ved håndvaskene i kommunerne. Mange ’landspolitikere’ har løftet deres rene pegefingre og enten fremturet med lovens bogstaver eller benyttet lejligheden til at komme med nye forslag om mere central styring på området.
Set fra et sociologisk synspunkt kan sådanne sager forklares ud fra, at der er sket omfattende kvalitative ændringer på det socialpolitiske område. Disse tendenser ses også i en række andre europæiske lande – i særdeleshed lande, der ikke betegner sig selv som velfærdsstater. Den danske socialpolitik har gennemgået en udvikling i de seneste årtier, der kan sammenfattes med begreberne målrationalitet, individualisering og ansvarliggørelse af familier.
Målrationalitet er i denne sammenhæng en begribelse af, at der fra centralt hold i form af socialpolitisk lovgivning opstilles overordnede mål, som syrer ned gennem det kommunale niveau – for eksempel gennem krav til kommunerne om at udfærdige familie- og børnepolitiske mål. Disse mål implementeres gennem forskellige kommunale afdelingers og institutioners mål og delmål for til sidst at ende i formuleringer af mål i relationer mellem for eksempel sagsbehandlere og socialt udsatte familier. Kontrakter, herunder for eksempel ungdomskontrakter og forældrepålæg, er den anden side af den samme mønt, hvori gensidigheden i målopfyldelsen bliver klarlagt og aftalt.
Der er tale om to forskellige typer af individualisering. Dels den samfundsmæssige individua lisering, der er affødt af opløsningen af tidligere, traditionsbundne livsformer, som fører til, at alle får et individuelt ansvar for at vælge og handle. Dels den type individualisering, hvor socialpolitikken frembringer nye institutionelle kontrolformer og hindringer, som stiller krav til borgerne om at skulle føre deres eget liv.
Det bliver i stigende grad familiernes egen opgave gennem inddragelse i kontrakter, pålæg og sanktioner at medvirke aktivt både i statens forskellige former for kontrolmekanismer og i selve løsningen af problemerne.
Når der ses en udvikling, hvor socialpolitikken retter blikket på familiens interne sociale forhold som årsager til sociale problemer, finder dette sine forklaringer i et samvirke af begge typer af individualisering. Individualiseringen forklarer ligeledes, at familien gøres ansvarlig for at føre sit eget liv og for eksistensen af og løsningen af sociale problemer.
Den engelske sociolog Nigel Parton fremhæver i flere af sine bøger, at det sociale arbejde bliver ændret i disse årtier ved at repræsentere enten et valg mellem fuldt forældreansvar eller fuldt statsansvar i forhold til børn. Socialt arbejde bliver præget af doktriner om individuelt ansvar, valg og frihed, mens staten reducerer i de offentlige udgifter.
Parton ser på én gang tendenser til en reduceret stat og til en stærk stat, der fremmer familielivet og social disciplin. Staten påtager sig en overvågende rolle og intervenerer kun, når tingene ‘går helt galt’.
Derfor er det ‘gået helt galt’ i Tønder, Århus, Lolland, Skanderborg og Brønderslev – og derfor vil der komme mange flere kommuner og børnesager på avisernes forsider i de kommende år.
Inge M. Bryderup er lektor ved Institut for Pædagogik på DPU, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.
Deltag i debatten
Hvordan mærker du denne dobbeltsidede socialpolitiske udvikling på dit arbejdsfelt? Hvordan og hvor synes du, man skal trække grænsen mellem statslig detail styring og arbejdet med individets eller familiens ansvar? |