Læserbrev

Et råb til vore politikere fra frustrerede pårørende

Af Tinna Muhlig, Jørgen Overby og Kurt Nissen, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

Vi er frustrerede over Visitations- og Myndighedsafdelingen i Ikast-Brande Kommune i forhold til håndteringen af fremtiden for en intelligent 18-årig autist.

Det anbefales fra Børne- og ungdomspsykiatrisk center at: ‘Den 18-årige har behov for et særligt botilbud med tilknyttet skoletilbud, som kan tilgodese personens gode intellektuelle ressourcer og varetage behovet for at skabe sammenhæng, overskuelighed og forudsigelighed i hverdagen’.

Som sagen er nu, tilbydes den unge bostøtte i eget hjem uden skoletilbud. Altså bostøtte i en lejlighed, som lejes af moderen, men hvor hun ikke bor, da den unge ikke magter uro omkring sig. Dog er hun hjemme hos den unge 2-3 gange i døgnet i et forsøg på at skabe kontakt eller vedligeholde kontakt i det omfang, som den unge magter.

Visitations- og Myndighedsafdelingen vælger at se bort fra anbefalingen fra Børne- og ungdomspsykiatrisk center. Vi tænker, at de vælger dette, fordi der ikke findes et passende tilbud indenfor kommunegrænsen. Det vil sige, at fordi den unges mor bor i Ikast-Brande Kommune, så er der dårlige udviklingsmuligheder og fremtidsudsigter for den unge. Hvorfor ikke udnytte den unges ressourcer og tilbyde noget matchende for den unge – også selvom det forefindes uden for kommunens grænser?

I stedet står vi tilbage med en følelse af, at økonomi vægtes højere end uddannelse og fremtidsmuligheder for den unge.

Sagens gang i Visitations- og Myndighedsafdelingen har vi intet at anfægte imod. Men de konkrete forslag, som bliver opstillet kontra den unges eget ønske og anbefalingen fra Børne- og ungdomspsykiatrisk center virker modsatrettet. Hvis et af disse forslag bliver besluttet, så vil den unge på sigt ikke blive udfordret, ikke udvikle sig eller nærme sig et ‘normalt’ liv.

Samtidig med, at denne sag har været i Visitations- og Myndighedsafdelingen i Ikast-Brande Kommune, har den unge fået tilført fem støttetimer (Psykologcentret) indenfor de sidste to måneder.

Sagen har kørt siden februar 2009, og der har været en pædagogisk medarbejder ind over i en periode (marts-maj i otte timer om ugen). Denne medarbejder skulle forsøge at skabe kontakt til den unge inden en udredning, som den unge fik i juni 2009. Det lykkedes dog ikke medarbejderen at skabe en kommunikation mellem dem.

De pædagogiske tiltag skal besluttes på visitationsmøder (de afholdes med cirka fire ugers mellemrum). Tiltagene skal forsøges gennemført, evalueres, tages op på nyt visitationsmøde, ændres eller fortsættes – alt efter bevillingen. Da virker en afgørelse og iværksættelse af denne uendelig langt væk. Alt imens isolerer den unge sig mere og mere fra virkeligheden og kontakten bliver sværere og sværere at fastholde – til stor frustration for de nærmeste.

Det er meget frustrerende, at de i kommunen ikke ved, hvad de skal gøre med intelligente autister, når de ikke selv har ekspertisen. Det er specielt frustrerende, når vi ved, at der findes gode resultater med unge, intelligente autister uden for Ikast-Brandes kommunegrænse.

Vi stiller os selv spørgsmålet: ‘Hvorfor kan den unge og dennes familie ikke få denne mulighed, så den unge kan komme videre og få opbygget et fremadrettet tilbud, hvor en lys og positiv fremtid er i vente?’. Det har alle vel ret til. Specielt når nu den unge selv gerne vil videreuddanne sig.

Skal man slå sig til tåls med det?

Det er så svært at forstå, at det skal tage så lang tid før noget sættes i gang.
Det er så svært at forstå, at økonomi er vigtigere end mennesker.
Det er så svært at forstå, at Ikast-Brande Kommune vælger at omsorgssvigte et ungt menneske. For det må da være omsorgssvigt ikke at ville andre det bedste!

Bekymrede pårørende