Identitet og faglighed

En arbejdsdag på forsorgshjemmet

Gråd. Administration. Kram og telefonbeskeder. Socialpædagog Jane Staunfeldt oplever lidt af hvert på en ganske almindelig arbejdsdag på forsorgshjemmet St. Dannesbo

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Nils Lund Pedersen

Rutinemæssigt læser den 46-årige socialpædagog, Jane Staunfeldt, beskederne fra aften- og nattevagterne:

‘En rolig nat på Dannesbo. God vagt til alle.’ Klokken er lidt over syv, og hun er lige mødt ind på forsorgshjemmet St. Dannesbo udenfor Odense.

I dag har hun tre fiks-punkter: Klokken 7.30 er der som altid et kort afdelingsmøde. Klokken 8.30 holder hun onsdagsmøde med de unge på Sydfløjen. Og klokken 10.00 skal hun som sikkerhedsrepræsentant være med til at afprøve forskellige hovedtelefoner.

Ellers er dagen blank. Hun aner ikke, hvad der sker.

– Der er ikke to dage, der er ens. Og det er en af grundene til, at jeg er vild med mit job, fortæller hun.

På computerskærmen læser Jane, at en ny beboer er flyttet ind med alle sine ting i en barnevogn.

– Vi fører løbende dagbog over, hvad der sker – og skal løbende følge med i, hvad de andre skriver. Oplysningerne kan være meget vigtige, som når en skizofren beboer selv fortæller, at han nogle gange har mudder i sit hoved. Hvis man banker på hans dør, og han råber ‘nej’, skal man blive ude. Ellers kan det blive farligt, fortæller Jane.

Som en del af morgenopgaverne tjekker hun mails. Der kan være beskeder fra kommunale sagsbehandlere og andre eksterne samarbejdspartnere.

– Vi er beboernes bisiddere og hjælper dem med alt fra at søge enkeltydelser hos kommunen  til at finde familiemedlemmer, som de har mistet kontakten med. Vi deltager også tit i møder med for eksempel læger og sagsbehandlere, hvor vi støtter beboeren i at tale sin sag og forstå, hvad der bliver sagt.

Morgenrunde

Halv otte er der morgenmøde på afdelingslederens kontor. Hvem gør hvad i dag? To socialpædagoger og to praktikanter tager i udslusningsog botræningstilbudet Slusen. To medarbejdere er sygemeldt, og afdelingslederen skal til møde ude i byen, så Jane og kollegaen Jan Staunfeldt skal selv klare de fleste pædagogiske opgaver på forsorgshjemmet.

Inden afgangen til Slusen går kollegaen Camilla Andersen dog med på morgenrunden. Der skal bankes på døren til alle værelser.

– Vi går altid to sammen på morgenrunden. Hvis en af beboerne for eksempel har taget en overdosis i løbet af natten, er det vigtigt at være to, så den ene kan tilkalde hjælp og den anden kan blive, forklarer Jane, da hun kvart i otte skrår over gårdspladsen på St. Dannesbo.

Forsorgshjemmet har til huse i en gammel, hvid herregård, der ligger omkranset af marker.

– God morgen, Henning. God morgen, Poul. God morgen, Hanne.

Jane kan navnene på alle 74 beboere på St. Dannesbo.

– For øjeblikket er jeg kontaktpædagog for tre beboere, og dem skal jeg kende rigtig godt. Jeg skal også have en ret god relation til de omkring 20 andre beboere i vores team, og så er det også vigtigt, at jeg har et kendskab til alle de andre. Bare det at der nogen, der hilser og siger dit navn har stor betydning, siger Jane.

På runden tjekker Jane og Camilla også, at alt ser ordentligt ud i de fælles opholdsstuer. I dag nøjes de med at smide et par brugte pizza-bakker ud. Andre gange beder de beboerne rydde op efter sig selv.

– Hej, Jane, jeg har jo sagt, at når du kommer, skal du have kaffe og kage med, siger en af  beboerne med et bredt grin, da han møder hende på gangen.

– Nå, hvornår skulle jeg have bagt den kage, spørger Jane, mens smilet spiller i øjnene.

– Det skulle du da have gjort, da du havde fri.

– Ja, så havde du nok også klaget over, at den ikke var frisk.

Humor

– Vi bruger humoren rigtig meget. Både i samværet med beboerne og sammen med kollegaerne, fortæller Jane.

På en af gangene står døren åben til et værelse. Fjernsynet kører, og en tatoveret mand følger morgennyhederne med et trist blik.

– Der er lige blevet skudt en mand på mit stamværtshus. Det er garanteret én, jeg kender, siger han.

– Ja, der sker mange ting inde i Odense, svarer Camilla.

Et kort øjeblik har de øjenkontakt. Så vender han sig mod fjernsynet, og hun går videre.

Inde på Sydfløjen, der er forbeholdt de yngste beboere på forsorgshjemmet, må Jane længe banke på en dør.

– Godmorgen, godmorgen, godmorgen, gentager hun – og skruer hver gang lidt op for volumen.

Først efter et lille minut, hører hun et grynt fra sengen.

– Vi låser os altid ind for at sikre, at beboerne har det godt, så de ikke ligger og er syge uden at få hjælp. Vi går først videre, når vi har fået kontakt, fortæller Jane.

– God morgen, Peter, er du klar over, at der er gangmøde klokken halv ni, spørger Jane en ung mand.

– Det er jeg nu, lyder svaret.

Til slut runder Jane og Camilla også forsorgshjemmets værksteder, der bruges til aktivering. Her er to mænd i gang med at pakke autodele i kasser.

– For øjeblikket har vi ikke særlig meget at gøre med aktiveringen, ud over at vi jo vækker beboerne om morgenen og prøver at motivere dem til aktiveringen. Men vi har talt om, at vi måske  kan udvikle nogle alternative former for aktivering. Som for eksempel et møbelværksted, hvor beboerne kan renovere møbler, som de senere kan købe for billige penge, siger Jane.

En vigtig samtale

Klokken halv ni er der gangmøde på Sydfløjen.

Franskbrød, kaffe og en snak om fordelingen af rengøringsopgaver.

En af beboerne, Lars, er flyttet. Og savnet.

– Jane, hvis du kan imitere Lars, er det lige før, vi vil betale dig penge. Kan du drikke rødvin, spørger en af beboerne.

– Ja, det kan jeg nok godt, men ikke lige her. Det ville se så dumt ud, svarer Jane.

Bagefter fortæller hun, at den slags bemærkninger er helt bevidste.

– Jeg vil gerne vise, at jeg er et menneske ligesom dem. Der må gerne være lidt ligeværdighed, og derfor skal jeg også give noget af mig selv.

Hver gang Jane går ud for at gå fra én bygning til en anden, tager hun et par sug af en cigaret, mens hun går. Indimellem står hun også stille og ryger.

– Hvis jeg arbejdede med børn og unge, ville jeg nok tænke, at jeg skulle være en god rollemodel, og at det ikke var så godt, at ryge foran dem, men sådan er det slet ikke i det her job. Jeg tror ikke, at det er en decideret fordel at ryge, men det kan være med til at skabe en god situation, når jeg for eksempel står og ryger sammen med en beboer, siger hun.

Lidt over ni går Jane tilbage til kontoret. Tjekker igen e-mails og ser om, de andre medarbejdere har skrevet noget vigtigt i dagbogen. Hun passer også to bærbare telefoner – hendes egen og afdelingslederens, fordi han er til møde i byen.

Spørgsmål frem for instrukser

Klokken halv ti går Jane tilbage til Sydfløjen.

– Det er meningen, at vi skal være så meget som muligt blandt beboerne, fortæller hun.

19-årige Mette vil gerne have besøg på værelset. Hun er i aktivering på den måde, at hun skal gøre rent i modtagelsen, hvor også Janes kontor ligger. Men hun har ikke været der i flere dage.

– Hvad med din aktivering? Er du helt holdt op, spørger Jane.

– Nej, jeg har bare haft det dårligt. Jeg har kastet op, svarer Mette.

– Så det har ikke noget med din depression at gøre?

– Jeg ved det ikke. Jeg skal tale med min læge.

– Hvordan går det med dine piller?

– Dem har jeg ikke taget siden jeg kom her…

 Jane forklarer Mette, at hun kan blive trukket i kontanthjælpen, hvis hun ikke passer aktiveringen. Og så spørger hun ind til Mettes liv og fremtidsplaner.

– Jeg vil tage en HG (handelsgymnasiet), svarer Mette.

– Er du frisk nok nu?

– Jeg ved godt, at hvis jeg ikke får startet på de (anti-depressive, red.) piller, så får jeg ikke startet på uddannelsen.

– Har du talt med Henrik (kontaktpædagogen, red.) om det?

Mette nikker.

– Hvem har ansvaret? Er det dig eller Henrik?

– Det er mig. Jeg får det bare ikke gjort. Jeg får ikke ringet til lægen.

– Hvornår skal du ringe til lægen? Er det mellem otte og ni om morgenen?

– Ja.

– Vil du så komme op på kontoret i morgen og ringe?

– Ja… Jeg ved godt, at jeg skal gøre det… Jeg har bare ikke energien.

– Nej, men så kan du få mig til at komme og tage kvælertag på dig, hvis du ikke gør det… Er det okay, at du selv kommer op på kontoret, eller skal jeg komme og hente dig?

– Det er okay, at jeg selv kommer.

– Godt, så har vi en aftale i morgen.

Ligger på rygraden

Bagefter fortæller Jane, at en sådan samtale ligger på rygraden. Det er ikke sådan, at hun bevidst tænker, at hun skal sige eller gøre noget bestemt.

– Jeg har ikke en bestemt dagsorden, men nu, hvor jeg tænker over det, kan jeg godt se, at jeg prøver at få Mette til selv at tage ansvar for sit liv. Jeg løfter ikke pegefingeren og siger, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg siger ikke, at hun skal ringe til lægen. Jeg prøver at vise hende nogle muligheder og stille spørgsmål. Og så sørger jeg for at følge op til sidst, og gøre det klart, hvad vi har aftalt, siger hun.

Jane er uddannet pædagog og i løbet af de ti år, hvor hun har arbejdet på St. Dannesbo, har hun fulgt op med intern efteruddannelse. Blandt andet i den anerkendende tilgang og motivationsteorier.

– Jeg har en faglig stolthed og mener helt sikkert, at jeg har lært meget både på seminariet og i efteruddannelsen. Men det vigtigste er de personlige kvalifikationer, og her er den allervigtigste kvalifikation, at du har et rummeligt og værdsættende menneskesyn. I samfundet generelt er der mange, der ser ned på den gruppe mennesker, der kommer på et forsorgshjem, og sådan skal man slet ikke se på dem. Man skal brænde for det, og have forståelse for, at der er mange fantastiske mennesker her, vurderer Jane.

Klokken ti er der møde på administrationskontoret, hvor hun som sikkerhedsrepræsentant skal afprøve forskellige headset til telefonerne. Tyve minutter i elleve er hun tilbage på kontoret. Dagbogen skal føres ajour med oplysninger om aftalen med Mette.

– Hvis hun ikke dukker op, hiver jeg selv fat i hende før klokken ni, siger Jane.

Andre gange undlader hun at hente beboerne, når de brænder hende af.

– De skal jo lære, hvordan samfundet fungerer. Bilka holder jo heller ikke åbent til klokken 23.30, hvis du ikke når at handle ind, siger hun.

Mange småopgaver

Inden frokost løser Jane et par småopgaver. Mette beder hende udfylde en dusørseddel, så hun oven i kontanthjælpen kan få en lille dusør for rengøringsopgaven. En advokat ringer for at tale med sin klient på forsorgshjemmet, og Jane overrækker telefonen til en forslået mand. En sygeplejerske ringer for at høre, om forsorgshjemmet kender noget til en patient.

Der er også tid til at gå en tur i terrænet og få endnu en snak med en beboer. Klokken tolv går  Jane i kantinen og spiser kartofler og frikadeller. Personalet sidder ved ét bord. Beboerne ved nogle andre.

– Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor det er sådan. Sådan gør vi bare. Det administrative personale er heller ikke ansat til at have den store beboerkontakt, fortæller Jane.

Klokken halv et er hun tilbage på kontoret. Udfylder nogle oplysninger i en beboers opholdsplan, der blandt andet skal indeholde mål for boligforhold og arbejde/uddannelse. Tager imod sengetøjet fra en beboer, der er på vej til at flytte. Taler med afdelingslederen og får ham til at ringe til kommunen for at skaffe en akutlejlighed.

Desværre har Jane tit oplevelsen af, at det slet ikke er tilstrækkeligt at skaffe en nøgle til en hoveddør.

– Mange af beboerne har brug for meget mere støtte, og der er langt fra nok tilbud til dem, siger Jane.

På computerskærmen hænger det direkte nummer til uro-patruljen i Odense.

Hvis der er optræk til konflikt, er proceduren klar: Om muligt skal personalet dæmpe gemytterne og tale konflikten ned, men de skal aldrig lægge sig fysisk imellem. Bliver en beboer voldelig, er det en sag for politiet, og personalet skal isolere sig på et kontor.

– Vi har en overfaldsalarm indbygget i mobiltelefonen. Hvis man trykker på den røde knap, skal resten af personalet komme, men jeg har kun brugt den én gang i løbet af mine ti år på  St. Dannesbo. Det var da en beboer gik amok og smed med fladskærm og potteplanter. Vi var tre på arbejde, og jeg trykkede faktisk for at få fat i den tredje kollega, så vi alle sammen kunne låse os inde i det samme rum, fortæller Jane.

Fuld og forvirret

Ved 14-tiden når hun lige at konstatere, at det er en stille dag. Så kommer en ældre mand, Povl, ind på kontoret. Forvirret og lidt fuld.

– Jeg er bare så ked af det, siger han.

Janes kollega, Jan, lukker døren til kontoret – den skal ellers stå åben og invitere til kontakt.

– Jeg skal flytte i dag, men jeg kan ikke pakke mine ting. Jeg magter det ikke, siger Povl.

– Men hvorfor skal du flytte, spørger Jane. Med løsrevne, usammenhængende sætninger prøver Povl at forklare sig.

Der er noget med en lejlighed. Noget med kommunen. Noget han er nødt til. Noget kontaktpædagogen, Mikkel, har sagt.

– Jeg forstår slet ikke, hvad de siger på kommunen. Jeg forstår det slet ikke, siger Povl med en stemme på kanten af gråd.

– Nu går du op på værelset og sover, og så i morgen, når du er ædru, finder vi ud af, hvad det er med den lejlighed, siger Jan.

– Men Mikkel siger… Jeg er nødt til…, begynder Povl.

– Ja, men nu siger jeg noget andet, skærer Jan igennem.

Nu begynder tårer og snot at løbe ud af Povl.

Jan og Jane udveksler blikke, og Jane henter roligt en stak papirlommetørklæder.

– Kom, nu går jeg med dig op på værelset, siger Jan.

– Jamen, jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, fremstammer Povl.

– Det er ikke fordi, vi tror, du ikke kan gå derop. Det er fordi, der er låst, fordi du har været væk i nogle dage, siger Jane.

Povl virker lettet.

– Du skal have et kram, siger han og holder længe om Jane.

Professionelle kram

Da Jan og Povl er gået, åbner Jane vinduet.

– I mit privatliv bryder jeg mig ikke om at kramme hvem som helst. Jeg synes, det bliver for meget, når man skal give knus som goddag og farvel, selv om man ikke kender hinanden særlig godt. Når jeg er på arbejde, har jeg det helt anderledes. Hvis en beboer har behov for det, er jeg altid parat til at give et kram, fortæller hun.

Samtidig er hun også opmærksom på ikke at overskride beboernes grænser.

– Jeg plejer at røre lidt på skulderen, så kan jeg se, om de trækker sig væk eller om, de har brug for et kram, siger hun.

Jan kommer tilbage og beskriver episoden med Povl i dagbogen.

Noget er glippet, så Povls kontaktpædagog ikke helt har fået ajourført oplysningerne om Povls muligheder for at få en ny lejlighed. Det skal der rettes op på i morgen.

Klokken 15.00 er arbejdsdagen forbi.

Det har været en god dag, synes Jane.

– Der har været tid til det allervigtigste: Samvær med beboerne. Relationer. 

Fakta Forsorgshjemmet St. Dannesbo ligger i en gammel herregård 15 kilometer fra Odense Centrum. Der er plads til 74 beboere af begge køn, der: -  er fyldt 18 år og -  ikke har eller kan opholde sig i egen bolig og -  på grund af særlige sociale vanskeligheder har behov for botilbud eller aktiverende støtte/omsorg og -  ikke kan få hjælp i forhold til anden lovgivning. Forsorgshjemmet ejes og drives af Odense Kommune efter lov om social service § 110. I tilknytning til forsorgshjemmet er der 8 pladser på et alternativt plejehjem (der drives efter §108) og en omsorgsafdeling med 6 syge/afrusnings/aflastningspladser. Endvidere har St. Dannesbo ni udslusningslejligheder i Odense midtby. St. Dannesbo er normeret til 52 fuldtidsstillinger. Ud over det pædagogiske personale er der blandt andet ansat en socialrådgiver, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, køkkenog kontorpersonale samt diverse andre fagfolk som for eksempel en gartner og en landmand.

 

Alle oplysninger om beboerne er anonymiserede ved at ændre navnene – bortset fra Mette, der hedder Mette. Navnet på kontaktpædagogen ‘Mikkel’ er også ændret for at anonymisere ‘Povl’.