Familieplejere i Norge

På statskontrakt – på godt og ondt

900 plejefamilier i Norge er blevet tilbudt femårige, statslige kontrakter med stærkt forbedrede vilkår. Men kontrakterne er samtidig en del af et socialpolitisk skift, der betyder nedlæggelse af pladser på døgninstitutionerne

Af Kirsten Holm Petersen, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Hun er plejemor i en af de 900 plejefamilier i Norge, der netop er blevet tilbudt femårige, statslige kontrakter, der giver tryghed i ansættelsen og betydeligt bedre vilkår end nu.

– Jeg skriver vel under. For hvad er alternativet?

Astri-Anette Aaserud smiler lidt skævt.

Hun har dagen før interviewet med Socialpædagogen været til møde sammen med en lang række andre familieplejere i sin lokale afdeling af den statslige administration, Bufetat (Børne-Ungdoms- og Familieetaten).

På mødet fik familieplejerne en orientering om de nye kontrakter. Kontrakter, som de fleste danske plejefamilier formentlig ville tage imod med kyshånd:

Femårige aftaler, tre måneders gensidig opsigelse, ret til sygedagpenge, pension, ret til efteruddannelse på lige fod med de statsligt ansatte og garanti for aflønning, selv hvis der i perioder ingen plejebørn er i huset.

Lønnen er heller ikke ringe. Minimum 285.000 norske kroner om året plus et omkostningstillæg. Astri-Anette Aaserud er i forvejen højt lønnet som familieplejer med cirka 377.000 kr. om året, og hun har fået lovning på, at hun beholder sin nuværende løn, hvis hun  skriver under på den ny kontrakt med staten.

Men – for der er et men! – de nye kontrakter er vævet tæt ind i en socialpolitik, hvor de statslige plejefamilier langt hen ad vejen skal erstatte institutionsanbringelser til unge, og hvor kravene til disse udvalgte familier derfor stiger voldsomt.

Samtidig fik plejefamilierne på mødet med Bufetat derfor at vide, at de forventes at skulle indgå i et mere systematisk behandlingsarbejde med de børn og unge, de får anbragt.

God løn og tryghed

Men Astri-Anette Aaserud mener altså nok, at hun vil skrive under på kontrakten.

Og tøver hun, vil hun om få måneder hverken have løngarantien eller en garanti om, at hun kan få den nye kontrakt. I stedet kan hun risikere at overgå til en kommunal kontrakt med lavere aflønning, langt færre rettigheder og kortere opsigelsesvarsel.

Astri-Anette Aaserud er uddannet sygeplejerske. Familien startede som plejefamilie for en dengang 16-årig dreng for cirka halvandet år siden både ud fra et ønske om at hjælpe udsatte unge og for at Astri-Anette kunne tage sig mere af de egne børn på nu 3, 5 og 7 år.

Fra starten har Astri-Anette haft gode forhold – en årsløn, der er en anelse højere end hun kunne få som sygeplejerske, aflastning 10 weekender om året, mange tilbud om kurser og en fin-fin støtte i hverdagen.

– Men den nye kontrakt giver større forudsigelighed. Du ved, at du har arbejde i fem år, det giver en tryghed, at du kan planlægge fremtiden lidt. Også pensionen spiller ind, siger Astri-Anette Aaserud.

Årlangt spil om kontrakter

Spillet om de nye kontrakter har været endnu længere undervejs. I 2004 vedtog det norske storting  en reform på børneområdet, der blandt andet omorganiserede dele af familieplejeområdet.  Majoriteten af plejefamilierne, der havde kontrakter i kommunalt regi, blev hvor de var.

Men de såkaldt forstærkede plejefamilier med sværere ungdomsanbringelser, højere aflønning og mere intensiv støtte overgik fra amterne til staten. Kort tid efter meldte en række af disse forstærkede plejefamilier sig ind i fagforeningen for de statsligt ansatte, NTL, i et forsøg på at presse staten til at ansætte dem på lønmodtagervilkår.

Dette mislykkedes, men regeringen indvilgede i at nedsætte et udvalg med en række fagforeninger, Norsk Fosterhjemsforening, Kommunernes Sentralforbund og de relevante ministerier.

Familiehjem

Det er dette udvalg, der nu er barslet med de nye kontrakter for de statslige familieplejere. Og regeringen har efter nytår besluttet, at kontrakterne skal tilbydes alle cirka 900 forstærkede plejefamilier med virkning fra 1. april. De statslige plejefamilier skal nu officielt hedde ‘familjehjem’ og være rettet mod de 12-18-årige, mens plejefamilierne med kommunale kontrakter enten er ‘almindelige’ eller ‘forstærkede’.

Men socialpolitikken i Norge er undergået store forandringer siden midt-90’erne, hvor udgifterne til anbringelsesområdet begyndte at stige dramatisk, og hvor der blev rejst kritik af institutionsanbringelserne.

Udviklingen kulminerede med en erklæring fra Stortinget, hvori det ‘biologiske princip’ blev knæsat. Først forebyggelse i hjemmet, dernæst familiepleje og først i sidste instans institution. Og siden har Barne-Likestillings- og Inkluderingsdepartementet direkte i sine årlige budgetskrivelser til Børne- Ungdoms- og Familiedirektoratet præciseret, at der skulle ske et ‘vrid’ over mod familiepleje, og at man skulle arbejde målrettet på at nedlægge institutionspladser.

Tilbuddet om at få del i de favorable vilkår som plejefamilie går derfor fra alene at være en umiddelbar gevinst for plejefamilierne til, at familierne siger ja til at blive en meget aktiv brik i den nye socialpolitik.

Ender med at sige ja

For Astri-Anette og de øvrige familieplejere fik på mødet med Bufetat direkte at vide, at de skal være parate til at modtage børn, som ‘kan drage nytte af et almindeligt familieliv, men som udviser en adfærd eller problematik, som gør, at de vil være for udfordrende for almindelige eller forstærkede plejefamilier’. Videre fik de at vide, at deres familier skal være ‘alternativ til anbringelse i institution’, og at de statslige familiehjem skal indgå i arbejdet med ‘ændring af adfærd og behandlingsrettede opgaver med kortere tidsperspektiv’ for 12-18-årige unge.

– Vi er da spændte på, hvad det vil betyde for vores næste opgave. Vi er enige med politikerne om, at mange børn og unge har det bedre i en plejefamilie end på en institution, hvor de bliver introduceret til alle mulige dårlige ting. Men samtidig skal vi jo også tænke på, hvad vores familie kan klare, siger Astri-Anette.

Familien har dog besluttet sig for at tage imod det nye tilbud. Fordelene er trods alt større end ulemperne.  Og Astri-Anette ved, at hun altid vil kunne gå tilbage til sygeplejen, hvis det viser sig, at opgaven bliver for svær.

Astri-Anette Aaserud har efterfølgende oplyst til Socialpædagogen, at hun som ventet overgik til den nye kontrakt pr. 1. april 2010.