Læserbrev

Målet helliger ikke midlet

Af Ulla Blok Kristensen, Sdr. Felding, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

Kæft, trit og knus er titlen på den udsendelsesrække, som nu har været vist over fire onsdage på DR1.

Optagelserne er fra Behandlingshjemmet Schubertsminde i Ringkøbing.

Hjertegribende skildringer af børn og unges skæbne og ophold på en døgninstitution anno 2010.

Vi har hørt og set voksne  udtale sig om værdier og normer og vi har hørt og set unge mennesker fortælle om den glæde, de har haft af tilbuddet, og fulgt deres kamp for at nå der til, hvor de er i dag.

Jeg kan som fagperson ikke forstå, at der ikke har lydt et ramaskrig fra de foreninger og organisationer, der normalt påberåber sig at varetage børns rettigheder. Hvor er Kommunernes Landsforening, hvor er socialministeren, hvor er de veluddannede og fagligt velfunderede pædagoger, psykologer, børnerådgivere, tilsynsmyndigheder med flere.

Igennem disse udsendelser har vi set og hørt om utallige magtanvendelser.

Socialstyrelens cirkulære vedrørende magtanvendelse overfor børn og unge på døgninstitutioner er klokkeklar.

‘Hvis et barn eller en ung ikke er til fare for sig selv eller andre eller udviser en adfærd, som gør fortsat ophold i fællesskabet uforsvarligt, må barnet eller den unge ikke fastholdes. Magtanvendelse må aldrig erstatte omsorg og socialpædagogisk bistand. Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og skal i øvrigt stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået hermed.’

Det er således klart i modstrid med både lovens ånd og budskab at anvende fysisk magtanvendelse som pædagogisk metode.

Hvordan kan vi så stiltiende se på, at børn og unge mennesker fastholdes og fikseres med henblik på, at de tilpasser sig og retter ind i forhold til de regler og normer, der opstilles på en institution – uanset hvor smukke og retlinede disse normer og regler måtte være.

Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved at man på Schubertsminde opnår resultater, men jeg sætter spørgsmålstegn ved måden dette gøres på.

Det er ikke tilladt at nedbryde børn og unge psykisk og fysisk for at nå bestemte mål. Hvad med de børn og unge, som ikke tilpasser sig/retter ind og forlader stedet med ar på krop og sjæl? Hvem er deres talerør?

Er vi så forblændede af de resultater, der nås, at vi ikke magter at sætte en etisk dagsorden i forhold til, hvad der er acceptabelt og fagligt forsvarligt, når det drejer sig om børn og unge mennesker, som er overgivet i andres varetægt.

Er alle blevet så forført af de smukke og værdiladede ord om, at børn skal have lov at være børn og de skal beskyttes og hjælpes og vejledes, så vi ikke orker at sætte spørgsmålstegn ved måden at gøre det på.

Uanset de engagerede og handlende behandleres hjerterum og engagement, så er fysisk magtanvendelse, som metode ikke legitimt, uanset det gode formål.