Stofmisbrug

Socialpædagoger er presset på fagligheden

Socialpædagoger er ikke længere i flertal på stofmisbrugsområdet. I dag skal Karin og Patrycja kæmpe for, at deres faglighed bliver synlig for de andre faggrupper. Der er en tendens til, at læger og sygeplejersker overtager området, siger hovedbestyrelsesmedlem Karen Holte

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Jakob Carlsen

Jeg føler mig ignoreret og mindre værd i forhold til min faglighed. Ingen er i tvivl om, hvad lægerne, sosu-assistenterne, sygeplejerskerne, psykologerne og socialrådgiverne laver. Men med mit fag er det anderledes. Nogle af mine kollegaer tror, at jeg bare sidder og snakker hele dagen, fordi de ikke kan se, at der ligger et stort relationsarbejde i den uformelle samtale med en borger.

Socialpædagog Karin Eriksen giver sin frustration luft på netværkskonferencen for socialpædagoger, der arbejder på stofmisbrugsområdet.

– Vores område er så udefinerbart, at vi knap nok selv kan sætte ord på, hvad vi laver. Men det betyder ikke, at vi ikke ved, hvad vi arbejder med, eller at vores indsats er mindre værd end den, de andre faggrupper præsterer.

Socialpædagogen møder hende og behandlerkollegaen Patrycja Wyszomirska til et interview om faglighed. De er begge 30 år og understreger flere gange i løbet af interviewet, at de er begejstrede for deres arbejde. Karin kalder det sit ønskejob.

Det er deres leder, der har opfordret dem til at deltage i netværkskonferencen for at møde andre behandlere.

Patrycja: – En læge eller en sygeplejerske kan med ganske få ord fortælle, hvad de laver – hvis det da overhovedet er nødvendigt.

Karin: – Ja, og det kan vi ikke. Men jeg kan sige: Sæt dig ned og giv dig tid, så skal jeg nok fortælle, hvad vi laver.

Patrycja: – Vi spænder vidt. Og i stedet for at være frustrerede over, at det er svært at forklare med tre ord, skal vi være stolte over, at der skal en hel roman til for at fortælle om vores arbejde.

Stofmisbrugsbehandling Socialpædagogernes faglige netværk for socialpædagoger, der arbejder med stofmisbrugere, holdt den 27. og 28. maj en konference under overskriften ‘Pædagogens rolle i Stofmisbrugsbehandlingen 2010’. Artiklerne her på siden tager afsæt i konferencens tema.

 

Vi er brandslukkere

De er også begge trætte af at høre, at alle mulige andre kan udføre deres arbejde. At det er alment menneskeligt at kunne rumme en borger, der har brug for personlig støtte.

Karin: – Det er en total amputation af den socialpædagogiske faglighed og en underkendelse af den støtte, som borgerne har brug for, og som vi kan give dem.

På konferencen er de blevet bestyrket i, at den manglende faglige anerkendelse ikke kun er et problem på deres arbejdsplads, men at andre kollegaer rundt i landet har samme oplevelse: At relationsarbejdet ikke bliver betragtet som et fagligt arbejde.

Ikke fordi de andre faggrupper vil dem noget ondt, men de har måske svært ved at se en faglighed, som ikke umiddelbart kan måles og vejes og diagnosticeres. Men som ‘bare’ er en relation.

Patrycja: – Der eksisterer i øjeblikket en krise omkring vores faglighed, der bliver præget af, at de andre har så fast et defineret arbejdsområde. Det betyder let, at de opgaver, der er tilbage, når de andre har gjort deres arbejde, skal vi udføre.

Men vi kan mere end det. Og det er ikke vores faglighed at passe telefon eller være fast kaffebrygger. 

Karin: – Når borgeren er blevet sendt hele turen rundt, og der ikke kan gøres mere, bliver de sendt videre til os. Vi er sidste instans for at noget kan ændres. Vi er brandslukkerne.

Ud af starthullerne

Patrycja og Karin mener, at det ikke mindst er op til socialpædagogerne selv at kunne vise omverdenen, hvad de kan. Det har ikke tidligere været så nødvendigt, da socialpædagogerne stort set var enerådende på behandlingsstederne for stofmisbrugere.

Men i dag er behandlerne i mindretal, og der er fare for, at deres faglighed bliver udvisket, mener de begge

Karin: – Hvis man ikke kender sin faglighed, bliver man et mix af alle andres fagligheder.

Og de vil begge slås for, at det ikke sker.

Karin: – Jeg er stolt af det, jeg laver og kan. Jeg har kæmpet for min uddannelse og for at få mit ønskejob. Vi vil ikke føre magtkampe, men hævde os på det pædagogiske.

Patrycja: – Vi vil gerne kæmpe mod den indstilling, at socialpædagoger er nogen, der bare sidder og snakker. Jeg kan ikke affinde mig med, at nogle kigger på mit arbejde på den måde.

Fakta om netværket Socialpædagogerne har 17 faglige netværk for medlemmer, der arbejder indenfor særlige – mindre – arbejdsområder. Et af dem er det faglige netværk for socialpædagoger, der arbejder på stofmisbrugsområdet. Netværkene har som hovedmål at udvikle faglighed og fagets kvalitet. Læs mere om de faglige netværk på www.sl.dk/netværk

 

Den svære pædagogrolle anno 2010

Det er – set i et historisk perspektiv – forståeligt, at Karin og Patrycja og mange andre behandlere har svært ved at beskrive, hvad de specifikt er gode til,  fortalte kredsformand i Nordsjælland og erfaren socialpædagog Karen Holte i en af rundbordsdebatterne på konferencen.

Hun repræsenterer Socialpædagogernes hovedbestyrelse i netværket for stofmisbrugsbehandlere. Før sin formandspost har hun i årevis arbejdet med stofmisbrugere.

– Da man i midten af 1970’erne begyndte at ansætte fagligt uddannede på stofmisbrugsområdet, udgjorde socialpædagogerne langt den største gruppe, siger Karen Holte.

– Men i dag er socialpædagogerne i mindretal, og der er en tendens til, at læger og sygeplejersker rykker mere og mere ind i misbrugsbehandlingen, men tanken var ikke, at de skulle overtage den, som der nogle steder synes at være en tendens til.

– Som faggruppe har vi svært ved at italesætte vores socialpædagogiske kompetencer. Vi har en talende kultur, hvor for eksempel socialrådgiverne har en skrivende. Noget af vores viden og erfaring sidder i hovedet, og tidligere blev den mundtligt overleveret. Det går ikke i dag. Vi bliver nødt til at have bedre adgang til viden og uddannelse, så vi kan blive skarpere på, hvad der er vores faglighed og dermed fortsat kunne bidrage med den socialpædagogiske indfaldsvinkel i et tværfagligt samarbejde, siger Karen Holte.

For der er ingen tvivl om, at området har brug for socialpædagogernes grundlæggende kompetencer, som er relationer, kommunikation og etik, mener hun.

– En af vores forcer er, at vi har det etiske aspekt med. 

 

Deltag i debatten Bør evidens og dokumentation i højere grad være en del af det pædagogiske værktøj? Hvordan skal det i givet fald blive det? Ser du nogle ulemper ved at fokusere på dokumentation og evidens? Hvilke?