Synspunkt

Døgninstitutionerne har deres berettigelse

Af Hans Jørgen Jønsson, forstander, Seden-Enggaard, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

I debatten om behandlingen af børn og unge med sociale problemer handler det ikke om én løsning frem for andre. Der er store niveauforskelle i problemerne. Det skal der selvfølgelig også være med hensyn til løsningerne.

Mange døgninstitutioner oplever lige nu, at de er under hårdt pres. En del bukker under, andre indskrænker. Årsagen ligger umiddelbart i kommunernes økonomiske problemer og deres forsøg på at finde alternativer til døgnanbringelser.

Her kunne man med loven i hånd indvende, at hensynet til barnets tarv ikke må underlægges økonomiske hensyn. Men en sådan skelnen er sjældent knivskarp, og argumentet for at vælge en alternativ løsning kan sagtens ligge i, at tilbuddet til barnet eller den unge er bedre end anbringelse på døgninstitution.

Som forstander på en døgninstitution er jeg mere end villig til at gå ind i debatten om kvaliteten af vores ydelser. Vi vil altid gerne være bedre til det, vi gør. Og i den sammenhæng er der masser af inspiration at hente i den kritik, døgninstitutionerne er genstand for.

Når det er sagt, så vil jeg påstå, at døgninstitutionen er den løsning, der i virkelig mange tilfælde bedst imødekommer barnets tarv.

Vi er specialister i denne indsats. Vi er sammen med de unge på døgnbasis. Vi har derfor mulighed for at være en slags katalysatorer for en positiv personlig udvikling, som ellers har meget ringe vilkår i de unges hverdag.

Vi taler om unge, der alle har haft en opvækst under særdeles hårde vilkår. En del har været ude for omsorgssvigt, vold og misbrug. Alle har haft massive problemer i skolen. Nogle har været for tæt på kriminalitet, alkohol og stoffer.

Ekskluderende og inkluderende 

Et vigtigt indspark i debatten er også, at rigtig mange af de unge har en ekskluderende adfærd. De har faktisk et succeskriterium, der går ud på, at de helst vil bekræftes på deres værd i subkulturer, der lever på kanten af det almindelige samfund.

For dem virker det at blive inkluderet i det almindelige samfund ikke bare uopnåeligt; det er ligefrem uattraktivt for dem.

I forhold til sådanne unge bygger vores indsats først og fremmest på en anerkendende tilgang. Vi respekterer dem, som  de medmennesker de er, og vi ser hellere på muligheder end på svagheder og problemer.

Vi søger i stort og småt at inddrage dem i aktiviteter og uddannelse, der i det lange løb peger frem mod en personlig udvikling og et liv, hvor de kan gå ind i samfundet som almindelige borgere. I forhold til den ekskluderende adfærd, de har, når de kommer til os, går vores bestræbelser ud på skridt for skridt at inkluderer dem – og i endnu højere grad, at de selv ønsker at blive inkluderet.

Det er ikke altid, at de personlige, langsigtede mål bliver realiseret, mens de unge er her. Når det lykkes, er det fantastisk. Når det ikke lykkes fuldt ud, så kan vi alligevel altid konstatere, at den unge nåede et stykke ad vejen, og at han eller hun står bedre rustet ved udskrivning end ved anbringelsen.

En lang proces 

Det kan være en lang og sej proces. Der er ofte en del tilbageslag og svære udfordringer. Det kan kræve sit at bevare motivationen. Ud over respekt for og anerkendelse af den unge er der brug for tålmodighed, engagement og professionalisme fra vores side.

Nogle har den holdning, at vi burde være mere konsekvente og for eksempel reagere med  bortvisning på brud på vores regler. Det gør vi, hvis der er tale om stærk kriminalitet,

eller hvis de unge er særligt behandlingskrævende på grund af stofmisbrug, men ellers skal jeg gerne indrømme, at vi viser stor langmodighed. De unge kommer til os, fordi de – populært sagt – opfører sig dårligt.

Så vil det da være paradoksalt, hvis vi bortviser dem, fordi de opfører sig dårligt. Det hænger ikke sammen.

Og hvad er alternativet? Set i det store samfundsperspektiv er alternativet til anbringelsen på døgninstitution, at de for alvor bliver ekskluderet fra det almindelige samfund – hvad de i mange tilfælde ikke vil have noget imod. Dyb kriminalitet og hårdt stofmisbrug er nærliggende konsekvenser.

Det kan være, det er en billig løsning på meget kort sigt, når de i høj grad bliver overladt til at klare sig selv. Men ser man bare lidt frem i tid, er der store omkostninger både for den enkelte og for samfundet.

 Forskellige problemer, forskellige løsninger

Er der da et alternativ i en anden form for behandling? Jeg er helt på det rene med, at det langt fra er alle børn og unge med sociale problemer, der hører hjemme på en døgninstitution.

Måske kan en intensiv indsats i hjemmet forebygge problemerne? Måske kan en familiepleje være løsningen? Måske kan kommunen tilbyde fleksible løsninger, hvor forældrene samarbejder med en institution om at få dagligdagen til at fungere?

Der er mange muligheder, og jeg vil ikke afvise løsninger, der forebygger anbringelser, hvis de seriøst og professionelt tager hånd om problemerne.

I den sammenhæng håber jeg, at kommunerne vil være opmærksomme på den viden og kunnen, der findes i døgninstitutionernes faglige miljøer. Vi ved, hvad vi har med at gøre, og vi vil hellere end gerne bruges i indsatsen for at give børnene de bedst mulige tilbud.

Jeg ved, at mange døgninstitutioner vil være parate til at gå ind i dette arbejde. Vi betragter nemlig ikke de alternative løsninger som konkurrenter til døgninstitutionerne, men som et helt nødvendigt supplement.

Samtidig er det min overbevisning, at tilbuddet om anbringelse på døgninstitution er den bedst mulige løsning for mange børn og unge.

Der er problemer, der er så massive, at de ikke kan klares i en almindelig familiepleje eller ved den ene eller den anden form for begrænset indsats i hverdagen.

Der er brug for en vedvarende, professionel indsats, for tålmodighed, respekt og dialog, hvis de unge skal inkluderes og ikke ekskluderes. Yder vi ikke den indsats, bliver resultatet nemt til endnu flere af de omkostningstunge enkeltmandsprojekter.

For mig er det en væsentlig pointe, at de problemer, som børnene og de unge har, er vidt forskellige. Det skal politikere, sagsbehandlere, pædagoger og alle andre involverede være bevidste om.

Det drejer sig nemlig ofte om særdeles komplekse problemstillinger.

Faktisk kunne jeg ønske, at vi havde mulighed for at operere med en niveaudeling baseret på tilnærmelsesvis objektive kriterier. Og i forhold til en sådan niveaudeling er jeg ikke i tvivl om, at døgninstitutionerne har deres berettigelse, hvis en del af de unge skal have en chance for et inkluderende voksenliv.

Det håber jeg bestemt heller ikke, at politikere, sagsbehandlere og andre involverede er i tvivl om.