Debat

Læserbrev

De får deres eksamen!

Af Jimmy Adler Thomsen, skole­leder, Hjortholm Kostskole, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

Børn anbragt uden for eget hjem har gennemført folkeskolens afgangsprøve!

På trods af, at de fra deres tidligere skoler har fået at vide, at de aldrig ville få en afgangsprøve, så har alle vores 9. klasseelever været til folkeskolens afgangsprøve i lighed med deres ‘kammerater’ i den almindelige folkeskole.

Hjortholm Kostskole er mig bekendt den eneste special- skole, der fører eleverne til en fuld folkeskolens afgangsprøve.

Der tales og skrives meget om, at området for børn med særlige behov er for dyrt, og at det ikke virker.

Jeg er skoleleder på Hjortholm Kostskole, en specialskole for døgnanbragte elever med særlige behov.

Jeg kan i mit daglige virke se, at den indsats, skoler som min gør, virker positivt på elevernes sociale og faglige udvikling.

Vores elever, som nogen måske vil beskrive som uunderviselige, har haft meget omskiftelige skoleforløb, og nogle har ikke gået i skole i lange perioder – nogle helt op til flere år.

Man kan generelt sige, at på trods af, at eleverne, når de flytter ind på vores skole, fagligt set ikke er alderssvarende og skal indhente to-tre klassetrin, og de samtidig forbinder skole med nederlag, så går de rent faktisk i skole her hver dag og modtager en undervisning, der svarer til den, deres kammerater ‘ude’ i folkeskolen får.

De afslutter deres forløb med folkeskolens 9. klasses afgangsprøve (fsa) og kommer videre i ungdomsuddannelse eller i særlig tilrettelagte uddannelser (stu).

Det, der gør en forskel, er blandt andet, at vi møder vores elever på en anerkendende måde, og at eleverne møder nogle voksne, pædagoger og lærere, som insisterer på, at det skal gå eleverne godt, samt ligeledes det, at vi har et godt samarbejde med anbringende kommuner og forældre,

Men den afgørende forskel kommer især af det, at vores elever får mulighed for at bo på Hjortholm Kostskole, således at de har mulighed for at få den støtte, de har brug for hele døgnet.

Jeg er enig i, at inklusion og løsninger i nærmiljøet kan være rigtig godt for nogen, men ‘mine’ elever har absolut brug for et break fra omsorgssvigtene i deres nærmiljø.

Jeg er også enig i, at det er vigtigt at kunne styre økonomien, men meget tyder dog på, at den nuværende – og i fremtiden påtænkte – organisering, på ingen måde tilgodeser behovene for støtte til netop de børn, som lever med de største vanskeligheder.

 

Se flere