Stofmisbrug

Peter og Ingelis

Peter røg ud og ind af stofmisbrugsbehandlingen og til sidst helt ud. Hvorfor, spurgte behandlerne tit hinanden. Mange år senere fik Ingelis svaret

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Louise Thrane Jensen

Det er to år siden. Hun går på gaden i Odense, da hun ser en midaldrende mand krydse gaden og stile direkte mod hende. Hun når at tænke, at hun vist ikke kender andre i byen end dem, hun skal besøge. Så står han foran hende:

‘Hedder du ikke Ingelis?’

‘Jo.’

‘Kan du se, hvem jeg er?’

Det kan Ingelis ikke.

Hun kigger nærmere på ham, og ser, at han mangler et led på sin højre pegefinger.

‘Så er du Peter. Men jeg kan ikke genkende dig.’ ‘Jeg har også taget 30 kg på.’

Hun mødte Peter Hansen i 1975.

Hun var stofmisbrugsbehandler, og han stofmisbruger.

 

Ingelis Langgaard er i dag 61 år og har i 37 år arbejdet samme sted. Da hun mødte Peter hed hendes arbejdsplads Københavns Amts Ungdoms center, senere noget andet og i dag efter kommunesammenlægningen er det blevet til KABS og hører under Glostrup Kommune. Hun er ansvarlig for netværket for socialpædagoger, der arbejder med stofmisbrugere.

Peter var blot 22 år, da han første gang henvendte sig til Ungdomscentret for at komme i stoffri behandling på den afdeling, hvor Ingelis arbejdede. Selv om det er mange år siden, husker hun ham tydeligt:

– Peter var atypisk – på en måde er alle misbrugerne det. Han er rigtig godt begavet, men meget misbrugende, tog blandt andet morfin, speed, hash og alkohol. Han gik hele tiden til kanten og nogle gange ud over og overholdt stort set ingen aftaler. Han fulgte ikke behandlingsplanen og blev  ved med at tage stoffer, selv om det var en stofog medicinfri institution. Vi havde svært ved at rumme ham, og han røg ud og ind af behandlingen. Det stod på et års tid. Så forsvandt han helt, og vi så ham aldrig siden.

– For os var det uforståeligt og mærkeligt, at vi ikke kunne fastholde ham i et behandlingsforløb. Vi havde tilsyneladende prøvet alt, men intet lykkedes. I de efterfølgende år dukkede Peter gang på gang op i vore tanker. Hvad havde vi gjort forkert?

– Mange af os var også bekymrede for, om han måske ikke havde overlevet sit misbrug.

 

Tilbage til gaden i Odense.

Ingelis siger:

‘Vi har ofte talt om dig. Hvordan er det gået dig?’

Peter fortæller, at han for mange år siden flyttede til Odense og var i substitutionsbehandling (metadon). Han havde fast arbejde. Men på et tidspunkt var misbruget igen ved at overtage ham, så omkring 2002 gik han i stoffri behandling. Målet var at blive både stof- og substitutionsfri.

Det lykkedes, man han forblev dog urolig og rastløs. Følte sig stresset. Han forklarede sig selv, at uroen nok skyldtes, at han havde haft et langt liv som stofmisbruger.

På et tidspunkt mødte han en psykiater.

Og det blev vendepunktet i Peters liv. Psykiateren udredte ham, undersøgte ham grundigt, og Peter fik en diagnose, som lød på en ubehandlet og voldsom ADHD-lidelse

Peter blev medicineret og oplevede for første gang ro i sit hoved. Han er fri af stoffer og morfin.

 

– I dag er vi heldigvis blevet meget klogere. Peters eksempel viser, hvor vigtigt det er, at stofmisbrugerne bliver udredt bedst muligt og tidligt i forløbet. Var Peter blevet diagnosticeret som ung, var han blevet forskånet for 30 år med uro og et voldsomt misbrug, siger Ingelis Langgaard.

– Naturligvis kan en pille ikke klare det hele, men den kan betyde, at man kan profitere af en misbrugsbehandling. 

Peter Hansen er ikke hans rigtige navn.

Stofmisbrugsbehandling Socialpædagogernes faglige netværk for socialpædagoger, der arbejder med stofmisbrugere, holdt den 27. og 28. maj en konference under overskriften ‘Pædagogens rolle i Stofmisbrugsbehandlingen 2010’. Artiklerne her på siden tager afsæt i konferencens tema.