Socialpolitik

KL

Fastlæg serviceniveauet

KL opfordrer kommunerne til at styre økonomien på det særlige sociale område ved at fastlægge et serviceniveau. Notatet efterlader én med en sær smag i munden, siger Socialpædagogernes formand

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

I et notat anbefaler Kommunernes Landsforening (KL) sine medlemmer at styre økonomien på det specialiserede sociale område ved at fastlægge et serviceniveau for den konkrete ydelse. Som det for eksempel er sket i Horsens Kommune, hvor formanden for KL, Jan Trøjborg (S), er borgmester. Her har man har fastlagt, at unge over 16 år som udgangspunkt ikke anbringes på et opholdssted eller i andet socialt tilbud, men derimod i ungdomshybler.

Den fremgangsmåde bryder Socialpædagogerne sig ikke om. Forbundsformand Kirsten Nissen siger:

– Det efterlader én med en sær smag i munden, at KL opfordrer sine medlemmer til at bryde serviceloven.

– Det centrale i Serviceloven er, at det er en kompensationslov. Hver borger, der er omfattet af loven, har krav på en individuel vurdering og en faglig udredning af, hvilken indsats der i det konkrete tilfælde er behov for. Det rimer skidt på, at KL med det her notat lægger op til, at kommunerne fremover skal opstille overordnede kri terier for, hvad der skal udløse ydelser. Ganske vist skriver KL, at kommunerne ikke må lægge loft over deres indsats. Men det er mig en gåde, hvordan det kan undgås, al den stund kommunerne får besked på at nedfælde en gældende ramme for området.

KL bryder loven

Socialpædagogerne er ikke alene om at mene, at Kommunernes Landsforening opfordrer sine medlemmer til at bryde loven.

Jurist og lektor ved socialrådgiveruddannelsen i Århus Bente Adolphsen siger til netavisen ‘kommunen’ om den praksis, Horsens Kommune har indført for de unge over 16 år.

– Her er tale om en intern regel, der reelt indskrænker loven. Hvis Folketinget ville have særlige regler for de unge  over 16 år, havde de jo i loven bestemt, at de ikke kunne anbringes på opholdssteder. Men det skal de unge kunne, så det er en ulovlig intern regel.

Den vurdering bakkes op af professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher:

– Det kan forstås, som om man udelukker en bestemt anbringelsesform, og det er ulovligt. At lave et serviceniveau betyder ikke, at man kan afgrænse sig fra lovens muligheder, siger hun til netavisen ‘kommunen’. 

KL’ s notat ‘Styr ved at fastlægge serviceniveauet på det specialiserede område’ kan downloades på www.kortlink.dk/7zy6

Det handler helt banalt om at sætte rigtigt og tidligt ind. Det virker så ligetil, men der er desværre mange ting, der tyder på, at opgaven ikke er helt så let at løfte alligevel

Socialministeren på vej med nye refusionsregler på de dyre anbringelser af børn og unge. Socialpædagogernes formand er glad for initiativet

Antallet af ældre udviklingshæmmede borgere er steget de seneste år. Desværre mangler det socialpædagogiske personale viden om alderdom, viser rapport

Der er alt for få redskaber til at kunne dokumentere effekten af indsatsen over for anbragte unge, viser undersøgelse fra SFI

Jeg ser frem mod 2012 og glæder mig til sammen med medlemmer, kolleger og tillidsrepræsentanter at bruge vores socialpædagogiske faglighed til at holde socialpolitikken på sporet

39 grønlandske unge var i oktober samlet i en uge til NAKUUSA Youth Forum for at diskutere deres rettigheder og vilkår

Se flere