Ny forbundsformand

Socialpædagogik er et politisk fag

Som socialpædagog mærker man socialpolitikken hver eneste dag, og det er hele vores udgangspunkt, siger Socialpædagogernes nye formand, der her fortæller om sine ideer og planer for forbundet – og om at dele pamfletter ud for onkel Arthur, om at være AaB-fan – og stædig

Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Foto: Ricky John Molloy

Måske er det hele onkel Arthurs fortjeneste? Eller er det bedstefars? Benny Andersen nævner dem begge og barndommen i Ulsted nord for Limfjorden, når han skal forklare, hvorfor han medio december 2010 er rykket ind i Socialpædagogernes formandskontor. Fra Arthur fik han det politiske – fra bedstefar det humanistiske, og siden har det gået hånd i hånd. Det er logisk. Det handler om at ændre noget, der ikke er retfærdigt.

– Mit politiske liv… ja, det begyndte vel egentlig, da jeg som 9-10-årig løb rundt i Ulsted og delte pjecer ud for min onkel Arthur. Han er ærkesocialdemokrat og kæmpede for de svageste i samfundet og mod ting, der var uretfærdige – og det gjorde indtryk hos en knægt som mig. Og min bedstefar havde lært mig, at hvis man behandler andre ordentligt, så laver de sjældent noget skidt.

Så jo, jeg var meget optaget af ting, der er uretfærdige og urimelige, fortæller Benny Andersen:

– Det er vel egentlig det, der har drevet mig ind i politik: Der er noget, der er uretfærdigt, og det må man gøre noget ved. Det lyder måske som en banal erkendelse, men når man vil gøre noget, når man vil ændre noget, så må man jo starte med at spørge, hvad man selv kan gøre. På den måde synes jeg, at der er en god sammenhæng mellem onkel Arthur og det at sidde her som formand for et forbund som vores. Så kan du kalde det magt eller indflydelse, det er jeg ligeglad med – for mig handler det om at kunne ændre noget, fastslår han.

Og noget skal ændres. Den politiske virkelighed, for eksempel. Den virkelighed, der har lagt hele det socialpædagogiske område under så voldsomt et pres. Og det kan man som socialpædagog ikke undslå sig fra at tage stilling til:

– Vi kan ikke undgå at mærke de socialpolitiske rammer – både for borgernes hverdag og for det socialpædagogiske arbejde. Vi er de direkte forvaltere af politiske beslutninger, og vi kan ikke udføre vores arbejde uden at være socialpolitiske aktører. På den måde kan man sige, at vi er et politisk fag. Politik er simpelthen en del af vores faglighed, og vi må føre daglig socialpolitik – her i forbundet og ude på arbejdspladserne, siger Benny Andersen.

Benny Andersen 49 år, født i Ulsted, der dengang var selvstændig sognekommune, men nu er en del af Aalborg Kommune. Søn af en chauffør og en hjemmegående husmor. Student fra Aalborg Katedralskole i 1981. Politisk aktiv som student og i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Via arbejde som pædagogmedhjælper aktiv i Socialpædagogerne og siden kredsformand, indtil han på kongressen i 1998 blev valgt som næstformand. I 2005 valgt til præsident for AIEJI, den internationale organisation for socialpædagoger. Bor i Nibe med kæresten Anne Marie og tre af deres fire sammenbragte børn på 9, 12 og 18. Hans egen ældste på 21 er fløjet fra reden.

 

Tættere på

Da dette interview finder sted, er der gået knapt en måned, siden Benny Andersen på Socialpædagogernes 15. kongres midt i november blev valgt  til ny formand som afløser for Kirsten Nissen, der efter 16 år på posten ikke genopstillede. Og der har ikke været mange pauser siden, han stod på scenen og takkede for valget:

Ugen efter kongressen startede overenskomstforhandlingerne, som den nyvalgte formand står i spidsen for. Og på dagen for interviewet er der lige et hul mellem formiddagens møde med personalet i forbundshuset – hvor det nye forretningsudvalg og formanden præsenterede sig selv og sine intentioner – og eftermiddagens OK-forhandlinger med regionerne.

Men trods den hektiske start er kursen klar hos Benny Andersen, når han taler om, hvor forbundet skal bevæge sig hen:

– Som forbund skal vi kunne levere på flere baner: Grundydelserne – det, der handler om medlemmernes løn- og ansættelsesforhold og vores medlemsservice – ja, der skal vi hele tiden bliver bedre. Men jeg vil også gerne have, at vi som forbund kommer endnu tættere på medlemmernes hverdag, siger han.

– Vi skal blive bedre til at møde vores medlemmer der, hvor de er. Vi skal blive bedre til at bruge de digitale medier til at lave mere interaktiv fagforeningspolitik – skabe debatter på Facebook og på blogs – noget jeg allerede har kastet mig over i forbindelse med OK-forhandlingerne. Det handler om at involvere medlemmerne mere direkte – det er en fantastisk mulighed for os som politikere, mener Benny Andersen.

– Men selvfølgelig skal vi også stå ansigt til ansigt: Der er meget, der skal passes, men jeg  vil reservere en dag hver måned til at besøge arbejdspladser og en dag til at komme ud til en af kredsene. Det vil gøre mig klogere på, hvad der er fokus på, på de mange forskellige arbejdsfelter, medlemmerne arbejder på – det skal give mig viden om problemer, udfordringer og muligheder. Og forhåbentlig kan jeg vise og fortælle noget om, hvad vi gør – og hvorfor vi gør det, siger han.

Viden er magt

Men skal Socialpædagogerne for alvor have gennemslagskraft i en tid med økonomi- og kassetænkning, kræver det benhårde argumenter. Og rigtigt benhårde bliver de først, når der kommer viden bag.

Forbundet skal derfor – ud over de traditionelle fagforeningsopgaver – være faglig sparringspartner og understøtte den socialpædagogfaglige debat, mener Benny Andersen. Det handler om

at kunne bruge den socialpædagogfaglige viden i den fagpolitiske kamp:

– Socialpædagoger har en stærk faglighed, og det skal vi som forbund spejle. Vi vil gerne være det første sted, en socialpædagog tænker på, når hun eller han tænker faglighed. Fagforeningen skal ikke kun være det sted, man går hen, når der er problemer på arbejdspladsen. Det er vi gode til allerede, men vi vil også gerne være det sted, man går hen, når man vil debattere sit fag, og det sted, man går hen for at få mere at vide, siger han.

– Derfor skal vi opbygge en vidensbank – en bank for al den praksisviden, der ligger ude på arbejdspladserne. Præcist hvordan det skal gøres,  har vi ikke fastlagt endnu, men vi skal ganske enkelt kunne dokumentere, hvad der virker.

– En sådan vidensbank, der samler og organiserer den viden og erfaring, vores medlemmer har samlet, vil være et meget fantastisk redskab i enhver diskussion, og det har vi brug for, når vi skal argumentere mod den økonomiske tankegang, der hærger vores arbejdsområde. Det er jo et meget stærkt aktiv, hvis man kan henvise til kendt viden, der stammer fra konkrete arbejdspladser. Jeg tror virkelig på, at det kan batte noget – og vi har jo fagligheden til det, siger Benny Andersen.

Dynamisk, ikke fragmenteret

Men medlemmerne arbejder jo med mange forskellige bruger- og borgergrupper, og de har forskellig uddannelsesbaggrund, så kan man tale om én socialpædagogisk faglighed – er der i virkeligheden ikke mange?

– Det er klart, at vi har en udfordring i forhold til de mindre faggrupper, vi har – både fagpolitisk og socialfagligt. Der skal vi som forbund have en dynamik, der gør, at vi kan rette energien hen, hvor der er brug for os. Det er jo for eksempel ikke nogen hemmelighed, at de lærere, der er medlemmer hos os, har følt sig overset. Det har vi gjort noget ved, og det synes jeg faktisk er et godt eksempel på, hvad vi skal kunne. Og det er jo også det, vi er ved at gøre på det private område, hvor vi i de kommende år kommer til at gøre en stor indsats med fire projektansatte, siger Benny Andersen.

– På den anden side skal vi også passe på, at vi ikke bliver fragmenteret ud i små arbejdsfelter. For der er jo en fælles ramme for det socialpædagogiske arbejde – både lovgivningsmæssigt og fagligt. Vi skal som forbund kunne håndtere begge dele – vi skal kunne flytte os, fastslår han.

Den daglige dokumentation

– Vi skal også holde fast i, at én af vores styrker netop er de mange forskellige sider af fagligheden. Socialpædagoger kan så mange forskellige ting, men vi tænker i den samme opgave: Det handler jo om den her knægt, pige, handicappede, misbruger eller psykisk syge og støtten til deres kamp for at mestre livet. Og den støtte giver vi bedst ved at anerkende forskellige fagligheder og arbejde sammen om det fælles mål.

Men den socialpædagogiske faglighed er jo under beskydning. Hvordan skal den hævdes for eksempel i forhold til de sundheds- og lægefaglige grupper inden for psykiatrien?

– Noget af svaret på det er at fastholde og styrke dokumentationen af vores arbejde. Det er en proces, der tager tid, men vi har som forbund i mange  år været optaget af at kunne fortælle politikerne og omverdenen, hvad det er, vi laver som socialpædagoger: Gennem dokumentation i det daglige konkrete arbejde. Den enkelte socialpædagog skal tænke dokumentation hver dag – og arbejdet med dokumentation skal også være en vigtig del af den nye særlige socialpædagogiske uddannelse, vi arbejder for.

– Vi har som faggruppe måske været lidt for kendetegnet ved, at vores viden ikke er blevet spredt nok – ude på arbejdspladserne har man gået og sagt: ‘hvor skal vi gøre af den viden, vi har?’. Og det er bestemt også en af grundene til, at jeg er fortaler for en vidensbank, som vi lige talte om. Den skal både give argumenter og anerkendelse, siger Benny Andersen.

Fælles ideudvikling med KL

Det her med argumenterne og anerkendelsen er ikke mindst noget, der skal bruges i forholdet til kommunerne – et forhold, der har været en kende anstrengt det seneste års tid.

Hvis forbundet og kommunerne nu var i et parforhold, så ville det vel ikke være en overdrivelse at tale om en krise – og en meget problematisk en af slagsen…?

– Nej, det er sandt. Men vi vil gerne være med til at rydde bordet og få snakket om de fælles dagsordener, der helt åbenlyst ligger på det socialpædagogiske område. Hvis vi i stedet for at få kastet diverse grimme betegnelser – som gøgeunger og tvangsmedicinering – efter vores arbejdsfelt kommer frem til en dialog, så er der da mange ting, vi godt vil være med til at diskutere det fælles potentiale i, forsikrer Benny Andersen.

– Tag nu sådan noget som frivillighed. 2011 er FN’s frivillighedsår, og lad os da bare bruge det som anledning til en diskussion om, hvordan frivillige kan indgå i det sociale arbejde. Tit handler diskussionen om, hvordan frivillige kan erstatte den socialpædagogiske faglighed, og det har i mine øjne ikke nogen gang på jord. Men hvis det i stedet for at erstatte pædagoger handlede om at flytte matriklen ud i civilsamfundet så at sige – om at bruge frivillige som link mellem for eksempel en døgninstitution og lokalsamfundet, som man gør nogle steder, så handler det om at skabe en sammenhængskraft, og det står jo ikke i modsætning til anerkendelsen af den socialpædagogiske faglighed påpeger han.

Et andet eksempel kunne være småbørnsinstitutionerne, som er hårdt ramt, fordi kommunerne ikke længere bruger dem i samme omfang. Mange lukker, og god specialviden bliver spredt for alle vinde.

– Men hvorfor for eksempel ikke tænke deres ekspertise ind i arbejdet med de unge mødre? Det vil vi godt i dialog med KL om, og i det hele taget ville fælles ideudvikling være en god ide – ikke mindst i de økonomiske trange tider, vi befinder os i, påpeger Benny Andersen.

– Men det forudsætter en grundlæggende anerkendelse af vores fag og faglighed. Der er ikke mange borgmestre, der skal pippe om gøgeunger og den slags, før det forplumrer dialogen, og jeg synes godt, KL kunne melde rent ud med en afstandtagen, siger han.

Blog og facebook OK-blog: Benny Andersen blogger løbende om overenskomstforhandlingerne med regioner og kommuner. Følg med og deltag i debatten på www.sl.dk/blogok11 Facebook: Benny Andersen skriver fra hverdagen som formand for Socialpædagogerne – om politik, arbejdspladsbesøg med mere. Følg med og bliv ven med din forbundsformand på www.facebook.com/forbundsformand

 

Vi skal gå foran

Benny Andersen ser også gerne voksenhandicapområdet som genstand for ny opmærksomhed – og her er der en udfordring til både socialpædagogerne og forvaltningerne.

– Vi må fokusere på de udviklingshæmmede danskeres levevilkår. Det handler om de rammer, der er for deres liv – og der er der jo også nedskæringer over stort set hele linjen. Det er rent ud sagt forfærdende at se, hvordan man rundt omkring forringer disse medmenneskers hverdag og muligheder for at kunne leve et selvstændigt liv. Der er altså nogle steder meget langt fra lovens ord om individuelle livsmuligheder til en hverdag, hvor aktiviteter skæres bort og så videre. Jeg synes, vi er nået til en absolut smertegrænse, og der må kommunerne altså besinde sig, siger Benny Andersen.

– Men bag ved det handler det også om, hvordan vi ser på de udviklingshæmmede – hvordan  ser vi dem som samfund generelt, hvordan ser vi på dem som mennesker? Og hvordan arbejder vi med dem og for dem som socialpædagoger? Dér synes jeg, vi skal gå foran og tage debatten med al den faglighed, vi har, siger han.

Men såvel på dette område som på andre handler det vel også om rammerne for arbejdet – og dermed også, hvem der skal løse opgaverne?

– Ja. Nu har vi gjort os nogle erfaringer efter kommunalreformen, og nu må vi se, om der er andre modeller, der virker bedre og bedre kan sikre kvalitet til de borgere, det hele handler om. For mig er regionerne den naturlige løsning for de mere specielle områder, men hvis der er andre muligheder, hvor der både er penge at hente og mere faglighed i det, så lad os tale om det. For os handler det om at sikre den specialviden, der giver kvalitet i tilbuddene, siger Benny Andersen.

Underlige forhandlinger

Lige nu er det nu hverken fælles ideudvikling eller nedskæringer over for borgerne, der er i fokus, når forbundsformanden mødes med kommunerne.

De aktuelle OK-forhandlinger efter de indledende faser med udveksling af krav og de første sonderinger er ved at komme op i fart. Efter nytår begynder der for alvor at ske noget.

Men dramatisk på samme måde som sidst bliver det næppe:

– Ja, det er jo et mærkeligt OK-forløb, vi er gået i gang med. Ikke kun fordi vi på grund af reguleringsordningen ‘skylder penge væk’ på  forhånd, men også i og med, at der ikke er mange nye penge at forhandle om. Det betyder så, at der kommer andre ting i spil, for eksempel tryghed i ansættelsen, siger Benny Andersen, der som nævnt skriver blog med hyppige meldinger fra forhandlingerne.

De foreløbige møder har gjort det klart, at kommunerne gerne vil afskaffe de centralt aftalte procedurer, garantier og regler, og at de også gerne vil have forenklet arbejdstidsreglerne. Regionerne er gået noget mere offensivt til værks og vil gerne have fjernet alle de centralt aftalte funktions- og kvalifikationstillæg, så kun grundlønnen forhandles centralt, fortæller han.

Arbejdsgiverne har selvfølgelig fået Socialpædagogernes krav, og så håber Benny Andersen, at modparterne vil gå ind i en reel drøftelse af ligelønsproblematikken, sådan som Lønkommissionen pegede på i sin redegørelse: 

– Jeg håber, vi får en seriøs drøftelse af ligelønnen i forhold til det socialpædagogiske område. Det står grelt til: Set over et helt liv er pædagoguddannelsen den, der dårligst svarer sig, og det er jo ikke holdbart på nogen måde. Vi skal have taget hul på et forløb, der værdsætter det pædagogiske arbejde på en helt anden måde. Og det er også i arbejdsgivernes interesse, for det skal jo være attraktivt at arbejde i det offentlige, siger Benny Andersen.

LO er den rigtige familie

Netop ligeløns- og lavtlønsproblematik er lige nu årsag til trakasserier i fagbevægelsen, hvor FOA beskylder blandt andet Socialpædagogerne for at være usolidariske.

Og i det hele taget er der stort opbrud i fagbevægelsen – hvordan ser du forbundets fremtidige position i for eksempel LO-familien?

– Jeg har selv gang på gang konstateret, at det er LO, der har indflydelse og sætter dagsordenen, når det handler om arbejdsmarkedspolitikken, den økonomiske politik og velfærdsdagsordenen – og derfor er jeg tilhænger af at være der, hvor vi er, siger Benny Andersen.

– LO tør også gå ind i det politiske og tale direkte om de grundlæggende værdier – sådan som er sket med Tag Danmark Alvorligt-projektet. Det er vigtigt, at vi er med til at skabe en bred forståelse for grundlaget for velfærdssamfundet, og der  har vi en afgørende alliance med forbundene på det private område. Sammen står vi stærkt, og jeg kan ikke se alternativet.

– Hvad der så kommer til at ske fremover med tankerne om et eller to LO-enhedsforbund, det må vi se. Jeg kan godt se, der kan være musik i for eksempel fælles administration og den slags, men det afgørende er selvfølgelig, at vores medlemmer kan se deres faglige identitet spejlet i deres forbund. Derfor har socialpædagoger brug for, at der er en socialpædagogisk fagforening. Og der tror jeg, at også andre forbund – ikke kun professions-forbundene – må tænke fagidentiteten stærkere ind i deres organisation og identitet, siger Benny Andersen.

Rød blok, tak

Du er tilfreds med at LO vil være meget konkret politisk, og Socialpædagogerne er selv i mange omgange gået ind i og har opfordret medlemmerne til at stemme på rød blok. Hvordan pokker kan det hænge sammen, når I samtidig erklærer, at forbundet ikke har et partipolitisk tilhørsforhold?

– Altså, jeg er jo selv socialdemokrat, det har jeg aldrig lagt skjul på. Men hvis jeg tager det og alt andet væk og udelukkende tænker ud fra mit socialpædagogiske hjerte og hjerne, så kan det ikke være anderledes, siger Benny Andersen.

– I de politikker og planer, oppositionen har lagt frem, er der et stort sammenfald med vores ønsker som forbund: Der er Fair Løsning, hvor der tages fat på ligelønsproblemet. Omkring Barnets Reform er der vilje til at ændre finansieringen og tale om ordentlige ansættelsesvilkår af familieplejere. Man vil tage et opgør med de nye regler for handle-betalingskommuner. Hele fordelingspolitikken er basalt anderledes, og man taler om en – om end beskeden – vækst i det offentlige. Der er bare en kæmpe forskel, mener han.

– Det er ikke guld og grønne skove, oppositionen lover, men nogle helt konkrete forbedringer og ikke mindst et andet menneskesyn – og der må vi som forbund i al sin enkelhed sige til socialpædagogerne, at vi må stemme os til nye tider og forbedringer for de borgere, vi arbejder for, konstaterer Benny Andersen

Københavneren fra Nibe

Og så er han tilbage ved udgangspunktet: det politiske og humanistiske, der kom ind om ikke med modermælken, så dog i barndommen. Og som gør, at det føles naturligt at være endt i formandsstolen hos Socialpædagogerne.

Den endelige beslutning om at stille op blev truffet tilbage i marts sidste år, da en række positive meldinger fra Socialpædagogernes lokale kredse bekræftede, at der ville være bred, bred opbakning.

– Så modnedes beslutningen, men selvfølgelig har jeg hele tiden selv troet på, at jeg kan løfte opgaven – jeg har jo haft en god, lang læretid, siger  Benny Andersen med et skævt smil og henviser til sine 12 år som næstformand.

Hjemmefronten – kæresten Anne Marie og deres i alt fire sammenbragte børn – sagde god for projektet:

– Min kæreste vidste godt, at det her er noget, jeg rigtigt, rigtigt gerne vil. Og på det praktiske plan er forandringerne jo ikke så store endda. Som næstformand har jeg jo også rejst meget og været meget i København. I Nibe bliver jeg tilmed kaldt Københavneren, konstaterer den ellers vaskeægte nordjyde.

– Men jeg har da tænkt over, at jeg skal være mere opmærksom på, hvordan jeg prioriterer: Når jeg kan være hjemme i Nibe, så skal jeg også virkelig være det. Nogle ting bliver ligesom vigtigere – og så må jeg prioritere hårdere for at få rum til dem:  Familien og gå- og løbeturene i naturen omkring Nibe med hunden.

Julen, ja, den fejres i disse dage hjemme i det gamle byhus med kæreste, børn og søskende. Og hvis de er heldige, spænder forbundsformanden forklædet på og supplerer de danske juleretter med en af sine passioner: italiensk mad. For de voksnes vedkommende måske garneret med en anden stor interesse: vin fra klassiske europæiske vindistrikter.

Rød-hvid stædighed

Og nå ja, så er der også det med AaB’s hjemmekampe på Aalborg Stadion. Det er nok den største passion. Og det har ikke – som journalisten med henvisning til den aktuelle stilling i Superligaen  forsøger at joke med – noget at gøre med at holde med de svageste. Nej, det er bare en årelang og stor passion:

– Der er jo stadionbilletten – altså, jeg skal virkelig have travlt, hvis jeg skal droppe den. Jeg har stået det samme sted bag det ene mål, siden jeg var syv år. Dengang det startede, boede jeg i Ulsted, og der stod vi drenge i vejkanten, når der var kamp, og håbede, at vi ville blive samlet op af nogle, der skulle på stadion. For mig er det altså et fantastisk frirum at stå der og råbe og skrige i et par timer… Og som Aalborgs borgmester har sagt det: Når AaB taber, er Aalborg deprimeret, siger Benny Andersen.

Og han medgiver gerne, at den vedholdende støtte til de rød- og hvidstribede afspejler et andet personlighedstræk, der kan blive god brug på formandsposten:

Det er vel i orden at kalde dig stædig?

– Ja, det er det – stædig, det er jeg. Og det er en stor glæde, når den stædighed fører til noget. Men jeg skal selvfølgelig hele tiden udvikle mine diplomatiske evner – på det punkt er der alligevel stor forskel på at være næstformand og formand. Som formand skal man også kunne samle tingene og skabe enighed rundt om bordet.

– Men her stoler jeg på, at mine kollegaer i Forretningsudvalget nok skal sige til, hvis stædigheden står i vejen for et godt resultat. For vi er jo altså et team i Forretningsudvalget – og jeg synes, at vi med vores samlede personlige og fælles kompetencer står rigtig, rigtig godt rustet til det arbejde, der venter. Og jeg glæder mig altså, det gør jeg. 

 

Diskuter dilemmaet på facebook: Hvornår er du politisk i dit socialpædagogiske arbejde? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook