Frivilligt arbejde

De ansatte skal tage skraldet – og ansvaret

De sværeste beslutninger og de største møgfald tager det uddannede personale sig af. Men de frivillige kan bidrage med uvurderlige ressourcer i arbejdet med samfundets mest udsatte. Det er socialpædagog Else Lindhardts erfaring efter syv år som koordinator for de frivillige i Kirkens Korshærs nattjeneste i Aarhus

Af Malene Fenger-Grøndahl, redaktionen@sl.dk
Foto: Søren Kjeldgaard

Else Lindhardt rækker højre hånd frem mod en midaldrende mand, som netop har rejst sig fra sin stol og taget sin jakke på.

– Føler du dig tryg ved at tage den første vagt? Så kommer du bare på onsdag som aftalt. Jeg håber, at du får en god oplevelse. Men det tror jeg bestemt.

Det er nogle gode folk, du skal have vagt sammen med. Tak fordi du vil være med, siger hun.

Manden trykker hendes hånd og nikker.

– Jo, selv tak, siger han og kaster et blik op på væggen bag Else Lindhardt, hvor der hænger en reproduktion af et kunstværk, som i halvabstrakt stil afbilder den sidste nadver.

– Ved du for resten, hvordan du kommer herind om natten?

– Jo, jeg tror da, at busserne går så sent. Det finder jeg ud af, siger manden og tager et stribet tørklæde om halsen.

– Jeg følger dig lige til døren, den er vist låst, siger Else Lindhardt og følger sin gæst til døren.

Trafikstøj og gadelarm trænger ind i det højloftede, hvidkalkede lokale. Det fremstår stort og imponerende, men også mærkeligt tomt, efter at kirkeinventaret er fjernet.

Bygningen har indtil for nylig været hjemsted for en karismatisk evangelisk menighed, som nu er flyttet til nyere lokaliteter i en forstad til Aarhus. Kirkens Korshærs nattjeneste og varmetjenesten er til gengæld rykket midlertidigt ind, mens organisationens lokaler et par huse længere henne ad gaden bliver renoveret.

Else Lindhardt blev først pædagog som midaldrende (se tekstboks), og under sin uddannelse i midten af 1990’erne, skrev hun speciale om prostituerede kvinder og undrede sig over, at der ikke fandtes noget værested eller nogen rådgivning for prostituerede kvinder i Danmarks andenstørste by. Hun søgte derfor penge til at etablere et sådant sted, og i samarbejde med Reden i København etablerede hun Reden i Århus.

Men siden 2003 har hun været ansat som frivilligkoordinator i Kirkens Korshærs nattjeneste i Aarhus, og det er et job, hvor hun har brug for mange af sine faglige og personlige kompetencer og erfaringer.

Behov for klare rammer

Det var ved etableringen af Reden, hun gjorde sig sine første erfaringer med at rekruttere, uddanne  og vejlede frivillige og med at koordinere og styre samarbejdet mellem professionelle og frivillige og finde en fornuftig arbejdsdeling mellem de lønnede fagpersonale og de ulønnede frivillige.

– Det var en meget sjov og spændende proces at starte Reden op. Jeg tænkte ikke så meget over det teoretiske omkring at arbejde med frivillige, men jeg var heldig at få nogle meget engagerede og dygtige frivillige, og så gik vi bare i gang.

– Siden er jeg blevet mere bevidst om, hvad jeg kan som fagperson, og hvad de frivillige kan bidrage med, og her i nattjenesten har vi nogle ret klare rammer for, hvordan vi arbejder, hvilke regler de frivillige skal overholde og så videre. Det er nødvendigt, når vi arbejder med nogle af samfundets mest udsatte grupper, og vi skal sikre os, at det altid er brugernes behov, der kommer først, ikke de frivilliges og ansattes, siger Else Lindhardt, mens vi går forbi et rum under trappen, hvor der ligger en bunke soveposer og tasker opmagasineret.

Nattjenesten er åben alle hverdagsnætter fra midnat til klokken 8, hvorefter varmestuen tager over og er åben til klokken 14, og fra midnat til klokken 8 i weekenden. Hver nat er der to frivillige og to lønnede på vagt, som tager imod brugerne og  tilbyder dem kaffe, te, saft og et par enkle måltider af rugbrødsmadder, havregrød eller lignende.

De fleste brugere er alkoholikere, narkomaner eller psykisk syge, og mange har både et misbrug og lider af psykisk sygdom. Andre er hjemløse. Mange har grønlandsk eller østeuropæisk baggrund, ligesom et stigende antal unge mænd med indvandrer- og flygtningebaggrund benytter sig af Nattjenestens tilbud.

Else Lindhardt Har siden 2003 været ansat som frivilligkoordinator i Kirkens Korshærs nattjeneste i Aarhus. Oprindelig uddannet bygningsmaler og arbejdede som sådan i en årrække, men har også boet i Grønland, hvor hun i en periode var ansat som afløser på en anstalt for domfældte. Desuden har hun arbejdet seks år i hjemmeplejen. Som midaldrende og mor til tre startede hun på pædagoguddannelsen og blev færdiguddannet i 1996 fra Peter Sabroe Seminariet i Aarhus. Hun havde skrevet speciale om prostituerede kvinder og undrede sig over, at der ikke fandtes noget værested eller nogen rådgivning for prostituerede kvinder i Danmarks andenstørste by. Hun søgte derfor penge til at etablere et sådant sted, og i samarbejde med Reden i København etablerede hun Reden i Århus.

 

Skraldet – og ansvaret

På 1. sal er der to soverum med i alt 20 madrasser og et rum med fire senge, som er forbeholdt brugere med helt særlige behov. Desuden er det kun brugere med fast adresse i Århus, der må benytte dem – og højst to gange på en uge.

– Vi gør meget ud af at være et tilbud til dem, som ikke har andre steder at gå hen. Så det er på mange måder hårde skæbner og mennesker, som virkelig har et hårdt liv, der kommer her, fortæller Else Lindhardt.

– Vi skal være et fristed og et tilbud, men vi skal sørge for, at brugerne ikke gror fast her. Det skal ikke blive deres hjem. Det kan godt være svært at sætte den slags begrænsninger op, men det er et af de steder, hvor vi må påtage os et ansvar som  ansatte. Vi skal tage nogle af de svære beslutninger og konflikter, mens de frivillige helst skal fritages for den slags, siger Else Lindhardt.

– Det er os som ansatte, der skal tage skraldet – og i sidste ende ansvaret. Det er os, der beslutter, om en bruger skal have karantæne, fastslår hun.

– Det kan ske, hvis en bruger fixer helt åbenlyst herinde eller bliver ved med at skabe konflikter og have en truende adfærd. Men antallet af karantæner er efterhånden meget lavt, og det tror jeg, hænger sammen med, at brugerne bliver mødt i øjenhøjde, og at vi kan rumme det meste – også det, som ikke accepteres eller rummes andre steder. forklarer Else Lindhardt.

Parat til udvikling?

Hun tilføjer, at det ikke er usædvanligt, at der på samme aften er både psykotiske, deprimerede, skizofrene og misbrugere med abstinenser til stede i varmestuen samtidig. Også forskellige etniske grupper og brugere af begge køn og med stor aldersspredning er blandt de faste besøgende. Men som regel formår de at rumme hinanden.

– Det kan selvfølgelig være hårdt for de frivillige at blive konfronteret med, for mange har måske aldrig oplevet en psykotisk person før eller har ikke set, hvor dårligt en narkoman kan have det.

Nogle bliver lidt skræmt på deres første vagter. Men det, de fleste frivillige oplever stærkest er, at de med tiden ændrer syn på brugerne. Første gang, de åbner døren og byder en gæst velkommen og indenfor, ser de en alkoholiker. Et par uger senere er det Bjarne, de lukker ind. De har fået øje på mennesket bag alkoholikeren, siger Else Lindhardt og tilføjer:

– Det er altid mit budskab til de frivillige, når jeg har dem til samtale første gang: ‘Du kommer til at udvikle dig af at være her, uanset om du vil eller ej. Og vi kræver, at du er parat til det. Til gengæld skal du ikke have projekter eller planer med brugerne. Det har alle andre, men det har vi ikke’. Det sagde jeg også til ham, jeg havde en samtale med lige før, og det var mit indtryk, at han godt forstod, hvad jeg mente.

– Men det er altid først i praksis, at det bliver helt klart for de frivillige, hvad det vil sige. Det handler jo om at have tankegangen med i den måde, man handler på, og der tror jeg, at det hjælper meget, at de frivillige altid arbejder sammen med en ansat, som kan fungere som rollemodel, siger hun.

Gribe ind eller ej?

Som eksempel nævner hun, at de frivillige har en tendens til at ville gribe ind eller gøre noget  aktivt, når der er konflikter mellem brugerne, også selv om en af de ansatte allerede er i gang med at tackle konflikten.

– De frivillige tænker meget i at gøre nytte og gøre noget aktivt, så de kan mærke, at de bidrager. Men ofte er det vigtigste, at de bevarer roen og bare er til stede, helt stille og roligt. Derfor siger jeg tit til de frivillige, at de i nogle konfliktsituationer bidrager bedst ved for eksempel at blive siddende sammen med de brugere, som ikke er involveret i konflikten, og spille Trivial eller tale roligt sammen.

– Jeg anbefaler dem at kigge på den ansattes øjne og kropssprog. Det er noget af det, man arbejder med som pædagog, og som de frivillige nok ikke er så bevidste om. ‘Se på den ansattes øjne, når der er en konflikt. Så kan du sikkert se, om vedkommende gerne vil have, at du kommer til assistance, eller helst vil have, at du bliver siddende, hvor du er’. Sådan siger jeg tit til de frivillige, og som regel finder de det ret let at aflæse den ansattes signaler, siger Else Lindhardt

Hun tilføjer, at de ansatte og hun bruger kropssprog og stemmeføring til at nedtone konflikter og vise brugerne, at de respekterer dem og kommer dem i møde som medmennesker.

– Hvad det angår, er der ikke så stor forskel på frivillige og ansatte. Vores vigtigste funktion er at være til stede. At give nærvær og accept. Det er behandlingsfri zone her, og det betyder, at vi ikke kan tilbyde terapi eller afvænning, og at vi ikke arbejder med handleplaner eller ideer om at udvikle brugerne eller bringe dem et bestemt sted hen.

Vi indleder aldrig en samtale med at spørge en bruger, om han eller hun ikke skulle se at komme i behandling for sit misbrug. Men selvfølgelig kan vi gribe fat i det, hvis brugeren udtrykker ønske om det og er motiveret for at komme i behandling. Den balance er vigtig, siger Else Lindhardt.

Kirkens Korshærs nattjeneste Kirkens Korshærs tilbud i Aarhus består blandt andet af en nattjeneste, der henvender sig til alle, der har brug for en at snakke med eller et sted at være om natten. Nattjenesten har åben hver nat fra midnat og besøges i gennemsnit af 20 personer pr. nat. Nattjenesten har seks fastansatte, som alle har en relevant uddannelse, blandt andet diakon, socialpædagog, SOSU-assistent eller præst. Derudover har Nattjenesten 50-60 frivillige, som typisk har to nattevagter hver pr. måned. De frivillige er en bredt sammensat gruppe uddannelsesmæssigt, socialt og aldersmæssigt. Hver nat er der typisk to ansatte og to frivillige på vagt. Inden de  frivillige bliver ‘ansat’, skal de til et interview hos frivillighedskoordinatoren, læse håndbogen om arbejdet i nattjenesten samt arbejdsmiljømappen, der blandt andet handler om opfølgning på konflikter, samt underskrive tavshedspligt. Fra 1. maj 2011 bliver nattjenesten og varmestuen lagt sammen til en døgnvarmestue, og formodentlig vil den nye varmestue rekruttere frivillige til arbejdet i aftentimerne. Kirkens Korshær arbejder på et kristent grundlag med kerneværdierne omsorg, nærvær og varme. Læs mere om Nattjenesten på www.kortlink.dk/8ves

 

Kun én kasket

Men er det ikke både krævende og risikabelt at inddrage frivillige uden relevant faglig baggrund i arbejdet med samfundets mest udsatte, som har mange og tunge sociale problemer?

– Jo, du kan godt sige, at det er krævende, for vi skal visitere de frivillige grundigt, og jeg bruger tid på at vejlede dem, siger Else Lindhardt.

Hun bruger typisk halvanden time på den indledende samtale med en ny frivillig, ligesom  hun introducerer de frivillige for de mange regler omkring arbejdet, som kan være indlysende for de ansatte, men ikke nødvendigvis er logiske for de frivillige.

– Vi har en håndbog, der indeholder praktiske oplysninger, en beskrivelse af vores principper og de regler, de frivillige skal kende. Blandt andet tavshedspligten og den regel, at de ikke uden videre må henvende sig til brugerne, hvis de møder dem på gaden. Man risikerer jo, at brugeren står sammen med et familiemedlem, som intet aner om vedkommendes misbrug, så de skal forsøge at aflæse brugernes ansigtsudtryk, før de siger hej.

Desuden understreger Else Lindhardt altid over for de frivillige, at de ikke må udlevere deres privatadresser eller telefonnummer til brugerne, ligesom hun råder dem til ikke at omgås brugerne uden for nattjenestens regi.

– Mange er meget optaget af at gøre noget godt og engagerer sig dybt i nogle af brugerne, som de  får et særligt forhold til. De får lyst til at tage på cafe med en bruger eller hjælpe vedkommende med møder på kommunen. Det er meget forståeligt, men det er dér, jeg som fagperson altid råder dem til at lade være. Jeg ved, hvor stor risikoen er for, at man pludselig har flere kasketter på. Så jeg anbefaler dem at bruge al deres power i de timer, de er her, og så holde fri fra brugerne resten af tiden, siger Else Lindhardt.

Løbende opfølgning

– På den ene side skal de frivillige have nogle ressourcer, og jeg afviser folk, hvis de for eksempel selv har haft et misbrug eller psykisk sygdom, som de ikke er afklaret omkring. Men på den anden side kan et tidligere misbrug også være en styrke, og jeg vil gerne give folk en chance. En af styrkerne ved at bruge frivillige er, at de bidrager med en anderledes tilgang til tingene end de ansatte, som har en form for fælles faglighed, siger Else Lindhardt.

Hun oplever, at de frivillige bidrager med stærkt engagement, som for eksempel kan tage form af, at de går mere direkte i clinch med brugerne. Nogle bliver dog også meget påvirket af konflikter med brugerne og af de barske skæbner, de repræsenterer.

– De har ikke det samme professionelle filter som vi andre. Så vi gør meget for at støtte de frivillige og hjælpe dem med at bearbejde de barske oplevelser, siger Else Lindhardt.

Ved afslutningen af hver nattevagt tager en af de ansatte en samtale med de frivillige om nattens oplevelser, og har der været en særlig voldsom konflikt, ringer Else Lindhardt den frivillige op

for at følge op på oplevelsen, ligesom hun i det hele taget kontakter de 50-60 frivillige med jævne mellemrum.

– Jeg tror, at den løbende opfølgning er meget vigtig, og vi kan se den effekt af den, at stort set ingen frivillige beder om egentlig supervision, siger Else Lindhardt og tilføjer, at meget få frivillige holder op, fordi arbejdet er for hårdt for dem – det gælder maksimalt en ud af 25.

– Jeg tror også, det betyder meget, at vi arbejder som et team, frivillige og ansatte sammen. De frivillige skal ikke bare lave kaffe og tørre tis op.

En del af de frivillige er desuden pædagogstuderende, som får mulighed for at afprøve deres teori i praksis og få afklaret, om de fremover har lyst til at arbejde med for eksempel misbrugere.

– De frivillige supplerer os som ansatte. For eksempel kan det for nogle brugere have betydning, at de ved, at de frivillige er her uden at blive lønnet for det. Af og til kan en bruger finde på at sige til mig: ‘Du er her jo kun, fordi du får penge for det’. Så plejer jeg at sige, at hvis det var for pengenes skyld, fandt jeg nok et andet job. Jeg er her, fordi jeg kan lide at være sammen med brugerne og de frivillige. Men det er også ok for mig, at det er mig som ansat og fagperson, der skal tage nogle af møgfaldene, smiler Else Lindhardt.