Ytringsfrihed

Den offentlige debat mister kvalitet

Det er et stort problem, når socialpædagoger og andre offentligt ansatte holder sig tilbage fra at deltage i den offentlige debat. Det gør samfundsdebatten overfladisk og efterlader et billede af en pseudovirkelighed

Af Claus Leick, redaktionen@sl.dk
Illustration: Adam Wested

Hvem skal fortælle offentligheden og politikerne om de konkrete følger af nedskæringer på de sociale bosteder, hvis socialpædagogerne ikke gør det? Eller hvordan får medierne indsigt i, om mindre budgetter påvirker det forebyggende arbejde i de socialt belastede boligområder, når medarbejderne er bange for at udtale sig?

Hvis ingen vil stå frem i medierne og fortælle om erfaringer og oplevelser fra deres hverdag, vil det kun være eksperter og politikere, der optræder i avisspalterne og tv-nyhederne. De har deres meninger, men er sjældent tæt på virkeligheden og de konkrete forhold.

Det svækker kvaliteten af den offentlige debat. Bedre bliver det ikke af, at andre offentlige faggrupper også holder sig tilbage fra at deltage i debatten, fordi nedskæringer og afskedigelser på sygehuse, rådhuse og institutioner har svækket lysten til at skrive læserbreve og kommentere den aktuelle situation.

Det bekymrer Oluf Jørgensen, der er forskningschef i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har fulgt debatten om offentligt ansattes ytringsfrihed i næsten 30 år.

– Selvcensuren vokser i disse år, og det er rigtig skidt for kvaliteten af den offentlige debat. Ytringsfriheden er aldrig blevet en naturlig del af kulturen på offentlige arbejdspladser, men nedskæringer og afskedigelser har kun gjort det værre, konstaterer han.

– Dermed bliver den offentlige debat i endnu højere grad overladt til politikere, ledere og eksperter. De har desværre sjældent det nære kendskab til faktiske forhold, som medarbejdere og tillidsvalgte har på for eksempel de socialpædagogiske arbejdspladser, siger han og peger på, at det får alvorlige følger:

– Konsekvensen er, at den offentlige debat kommer til at tegne et billede af en pseudovirkelighed. Det påvirker i sidste ende den politiske beslutningsproces, der risikerer at basere sig på mangelfuld viden fra for eksempel socialpædagoger, siger Oluf Jørgensen.

Fakta om din ytringsfrihed Som offentligt ansat socialpædagog kan du stort set udtale dig om hvad som helst til medierne – også om forhold på din arbejdsplads. Eneste betingelse er, at du udtaler dig på egne vegne og respekterer reglerne om tavshedspligt. I praksis betyder det, at der er meget vide rammer for, hvad du kan udtale dig om. Også når det gælder kritiske holdninger om for eksempel besparelser eller dårligt arbejdsmiljø på din arbejdsplads. Din arbejdsgiver eller chef hverken kan eller må blande sig i, hvad du udtaler dig om som privatperson. Det er altid en god idé at starte med at fremføre din kritik eller dine forslag internt på arbejdspladsen – for eksempel via tillidsrepræsentanten, MED-udvalg, høringssvar eller personalemøder. Men ledelsen kan ikke forlange, kun opfordre til, at kritiske synspunkter bliver fremført internt, før de offentliggøres i medierne. Det er derfor en individuel vurdering, hvornår det rette tidspunkt er for at gå i medierne. Det er dit ansvar at gøre opmærksom på, at du udtaler dig på egne vegne. Det er særlig vigtigt, hvis der er risiko for, at offentligheden fejlagtigt kan opfatte en ytring som udtryk for arbejdspladsens synspunkt.

 

Brug for anden debatkultur

Folketingets Ombudsmand har gentagne gange understreget, at der særligt i sparetider er en ‘betydelig frihed til offentligt at fremsætte udtalelser, der er kritiske over for den myndighed, hvor de er ansat, hvis de gør det klart, at de udtaler sig i eget navn. Det gælder også ansatte med ledelsesansvar, når de ikke er centralt placeret tæt på beslutningsprocessen’.

Det gjorde han blandt andet i forbindelse med den såkaldte ‘Odder-sag’ i 2010, hvor Odder Kommune forsøgte at forhindre offentligt ansatte i at deltage i den offentlige debat om kommunens sparebudget.

Oluf Jørgensen mener, der er brug for en anden debatkultur, hvor især offentlige mellemledere stopper med at påtage sig rollen, som dem, der skal skabe ‘ro’ i systemet.

– Offentlige ledere må lære at acceptere, at kritik er en naturlig del af en debat, der i sidste ende er til gavn for kvaliteten af den offentlige sektor. Som det er i dag, vælger mange ledere at opfatte medarbejdernes kritik af for eksempel nedskæringer som en personlig kritik af lederen. Det er uheldigt og skadeligt for debatten, siger han.

Oluf Jørgensen opfordrer også de faglige organisationer til at blive bedre til at motivere deres medlemmer til at turde deltage i den offentlige debat. Også medierne bør ændre fokus og droppe de mange personhistorier og i stedet fylde spalterne med artikler om de reelle og faktisk forhold på for eksempel de offentlige institutioner.