Vi har 30 forskellige diagnoser
Del på facebookPrintTip en ven

Arbejdspladsbesøg

Vi har 30 forskellige diagnoser

På Værkstedscenteret Espevangen sørger stedets 15 ansatte for at værksteder og køkken danner en tryg ramme om de 30 voksne autisters hverdag

Af Eva Åkerman, eaa@sl.dk
Foto: Vibeke Toft

Smukt ligger det, Værkstedscenter Espevangen, med sin gamle bygning fra 1907 for enden af en espeallé i Rødovre, og hver morgen klokken 9 kommer stedets 30 brugere og indtager hver deres faste pladser på stedets forskellige værksteder. Samme stol som i går. Samme kaffekop. Nogle af dem begynder dagen med at se på de ophængte piktogrammer for dagens program. For langt de fleste af de 30 voksne autister er faste strukturer og en forudsigelig hverdag nemlig meget vigtig. Bare på hver deres måde.

Monica Knutsson, der er leder på Espevangen forklarer:

– Vi plejer at sige, at vi har 30 forskellige diagnoser her. For vores brugere er jo alle forskellige individer, der reagerer forskelligt, magter noget forskelligt og har brug for noget forskelligt. Vi har brugere, der ikke har noget sprog, og hvor vi kommunikerer via tegn til tale. Vi har brugere, der også har psykiske problemer. Vi har nogen, der er meget nemme at aktivere og som er glade for at deltage. Og andre, der skal motiveres meget.  Derfor benytter vi metoden TEACCH, der er et guide-system hvor brugeren bliver mere selvhjulpen, blandt andet ved hjælp af billeder og tegninger.

Benny Andersen er imponeret efter sit arbejdspladsbesøg på Espevangen.  

– Det er så fint at opleve, hvordan en socialpædagogisk indsats så tydeligt kan gøre en forskel for de her mennesker. Det gør indtryk, når jeg her oplever hvordan socialpædagogerne kan skabe en god og rolig dag og arbejdsplads for en gruppe brugere, der kræver meget og har meget forskellige behov, siger han. 


Benny Andersen har siden han blev valgt som Socialpædagogernes formand i november 2010 haft som mål at komme på arbejdspladsbesøg en gang om måneden. Så har du lyst til, at Benny Andersen kommer på besøg på din arbejdsplads, så skriv til Pia Dupont på pmd@sl.dk

 

Se flere