Et vikarbureau eller pædagogisk støtte
Del på facebookPrintTip en ven

Udviklingshæmmede

Et vikarbureau eller pædagogisk støtte?

Vejle Kommune fastlægger et serviceniveau for den støtte udviklingshæmmede kan få. Hvis de ønsker mere hjælp, skal de købe det i et vikarbureau. ‘Serviceniveauet er politisk bestemt, og det er så op til arbejdsgruppen at finde ud af, hvad den pose penge skal bruges til’, siger handicapchefen

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Louise Thrane Jensen

Socialpædagog Anne-Dorthe Tuemose har ofte været på ferie og cafebesøg med beboerne fra Skansebakken (se faktaboks). Beboerne har betalt for Dorthes rejseudgifter og fortæring. Men det må de ikke mere. Så medmindre Vejle Kommune vil betale den udgift, må beboerne fremover købe en fremmed til at tage med på ferie og på cafe.

Vejle Kommune er blevet opmærksom på, at kommunalfuldmagten forbyder kommunerne at sælge personaleydelser til private og har derfor nedsat en arbejdsgruppe, som skal ‘udarbejde retningslinjer for betaling af personaleudgifter i forbindelse med ledsagelse af borgere.’ Hvilke aktiviteter kan beboerne fremover deltage i med støtte fra Skansebakkens medarbejdere, og hvilke ting må de købe uden for botilbuddet. Er ferie for eksempel en aktivitet, som beboeren selv skal betale? Eller er det en del af Skansebakkens tilbud? Det skal arbejdsgruppen kigge på, og herefter bliver der fastlagt et serviceniveau for de tilbud, Vejle kommune giver de udviklingshæmmede borgere.

Arbejdsgruppen skal på den ene side tage hensyn til de regler, der er i serviceloven, om at handicappede borgere skal kompenseres for deres handicap. Det betyder blandt andet, at de skal have pædagogisk støtte til udvikling, og at de har ret medbestemmelse og selvbestemmelse over deres eget liv. På den anden side skal arbejdsgruppen også planlægge ud fra, hvad kommunen har råd til at betale. Der er mange forhold, arbejdsgruppen skal have med i sine overvejelser og komme med svar på.

Imens det arbejde foregår, venter Anne-Dorthe Tuemose og hendes kollegaer, som hun er tillidsrepræsentant for.  

– Vi ønsker snart, at der kommer et svar.  

Serviceniveauet er politisk bestemt

Hvor skal snittet lægges? Kan serviceloven og et kommunalt serviceniveau forenes?

Socialpædagogen har talt med handicapchef i Vejle Kommune, socialpædagog Kirsten Bundgaard og centerleder på Skansebakken, socialpædagog Jesper Wiese, der begge sidder i arbejdsgruppen, og med Anne-Dorthe Tuemose, der er repræsenteret i MED-udvalget på forvaltningsniveau. Her skal arbejdsgruppens oplæg til fælles retningslinjer debatteres. Desuden er hun også medlem af Socialpædagogernes bestyrelse i lokalkreds Lillebælt.

Kirsten Bundgaard:

– Tidligere var der meget forskellig praksis fra botilbud til botilbud. Det har ikke været hensigtsmæssigt, og måske har man heller ikke altid overholdt kommunalfuldmagten. Det vil vi rette op på ved at beslutte, hvilke tilbud, beboeren kan regne med, når han eller hun bliver visiteret til et botilbud. Hermed skaber vi ens praksis og tydelighed i ydelsen.

Jesper Wiese:  

– Den udfordring, vi står med i arbejdsgruppen, er at tage stilling til, hvor meget ferie, der er inkluderet i taksten. Vi sidder i øjeblikket og regner på, hvad udgiften har været indtil videre, og hvad vil det koste fremover, når beboerne ikke længere skal betale for medarbejdernes rejseomkostninger.

– Det er første skridt på vejen, siger Jesper Wiese og understreger, at både han og Kirsten Bundgaard går ud fra som en selvfølge, at ferie også fremover vil blive indregnet i taksten. I øjeblikket får beboerne tilbudt fem feriedage om året med ledsager. Om det også bliver sådan fremover, bliver afgjort på et senere tidspunkt.  

– I Danmark hører det vel til et normalt liv at holde ferie?

Kirsten Bundgaard:

– Mange borgere kommer ikke på ferie hvert år. For eksempel folkepensionister og kontanthjælpsmodtagere.  

– Det er også et spørgsmål om, hvad man forstår ved ferie. Det kan være så meget andet end to gange 14 dage sydpå. Der er borgere, som arbejder på værksted, der holder sommerferielukket i tre uger. Og det kan man da godt kalde for, at borgeren holder ferie.

Jesper Wiese:

– Nogle vil ikke på ferie uden for botilbuddet. Andre vil elske det. Det er op til os at finde ud af, hvad borgeren har behov for og så skrive det ind i den enkeltes indsatsplan.

Kirsten Bundgaard:

– Serviceniveauet er politisk bestemt, og det er så op til arbejdsgruppen at finde ud af, hvad den pose penge skal bruges til.

Men et er det serviceniveau, Vejle Kommune lægger for sine udviklingshæmmede borgere. Noget andet er, hvad de øvrige 11-12 kommuner, som Jesper Wiese også samarbejder med, beslutter.  

– Den store udfordring i det her, bliver at leve op til alle kommuners serviceniveau. Vi kan ikke længere tænke det som en samlet planlægning for Skansebakken, men må give folk de ydelser, som kommunerne har besluttet er niveauet for deres borgere.

For eksempel i forhold til ferie. En kommune siger måske fem dage, mens en anden beslutter til 14 dage.

– Vi skal være meget skarpe på at vide, hvad tingene koster, siger Jesper Wiese.

Skansebakken


Skansebakken drives af Vejle Kommune efter § 108 i Lov om Social Service.

Skansebakken tilbyder længerevarende boophold til voksne med multiple Funktionsnedsættelser. Borgerne har en udviklingsalder på ca. 3-12 måneder. De har et massivt fysisk plejebehov og behov for omfattende specialpædagogisk bistand. Skansebakken har i alt 45 døgnpladser og 1 aflastningsplads til personer fra 18 år. For tiden er aldersfordelingen fra 18 – 93 år.

Der er ca. 110 medarbejdere ansat på Skansebakken. Faggrupperne fordeler sig mellem socialpædagoger, omsorgsmedhjælpere og social og sundhedshjælpere, sygeplejersker og fysioterapeuter.

 

En middag for to – måske

Siden Vejle Kommune besluttede at overholde kommunalfuldmagten skal beboerne ikke længere betale for medarbejdernes udgifter på en endagstur til for eksempel Odense. Hvis der indgår et restaurantbesøg, skal medarbejdere tage sin egen madpakke med. Sådan er det nu, og sådan vil det formentlig også blive med de nye retningslinjer for medarbejderne på Skansebakken, fortæller Jesper Wiese.

– Det lyder ikke særlig hyggeligt?

Kirsten Bundgaard:

– Det er et spørgsmål om at se på, hvad måltidet går ud på. Man skal se det som en oplevelse, og det er svært at sætte et niveau for det. Men hvis det har en pædagogisk mening, at socialpædagogen spiser med, skal botilbuddet betale udgiften

Alle tre er enige om den opfattelse, som Anne-Dorthe Tuemose sætter ord på:

– For borgerne på Skansebakken vil der umiddelbart ikke være en pædagogisk udvikling i, at medarbejderen spiser med. Det kan være hyggeligt, men det er ikke nødvendigt.

Der skal tænkes nyt

Det er ikke alene beboerne, der skal indstille sig på nye tider. Også for medarbejderne ændrer arbejdsdagen sig voldsomt.

Anne-Dorthe Tuemose:

– Det er ikke kun i forhold til restaurantbesøg, at der sker ændringer. Vi skal som medarbejdere gøre op med en tid, hvor man i botilbuddene bare gjorde de her ting, som for eksempel at tage på en endagstur, hvor borgerne betalte rejseudgifter.

Jesper Wiese:

– Det udfordrende for os er at beskrive, hvilken pædagogisk indsats den enkelte beboer har behov for, og det skal tydeligt fremgå af den enkeltes indsatsplaner. Har borgeren eksempelvis brug for en endagstur med en medarbejder, skal det stå i planen.

Kirsten Bundgaard:

– Tidligere har vi planlagt langt ind i borgernes økonomi, fordi de skulle betale for at modtage vores hjælp. For eksempel, når de skulle på ferie.  

– Vi forventer, at der i serviceniveauet er en vis mængde ferie. Men hvis man for eksempel gerne vil seks uger til Australien, vil det ligge over serviceniveauet. Her må man købe en hjælper uden for botilbuddet til at tage med.

Pædagogik en ydende størrelse

De er alle tre enige om, at den største udfordring i den kommende tid er at få defineret, hvad den pædagogiske bistand er.

I forhold til serviceloven har en beboer ret til at få pædagogisk bistand til udvikling og et ligeværdigt liv.

Jesper Wiese:

– Den pædagogiske bistand er en flydende størrelse. Hvor meget får man for pengene? Det er en stor udfordring for os, hvis socialpædagogikken skal gøres op i nytteværdi, der skal måles og vejes. Der er en kvalitativ forskel i relationen, om det er en ledsagerordning eller en socialpædagogisk foranstaltning. Og der er en forskel i den måde, relationen bliver brugt på.

– Er det ikke vanskeligt at afgøre, om en biograftur er en socialpædagogisk foranstaltning?

Jesper Wiese:

– Derfor er det også afgørende, hvad der står i handleplanen. For nogle kan en biograftur være en del af en socialpædagogisk støtte, for andre er det at betragte som en tur, man kan klare gennem ledsagerordningen.

Anne-Dorthe Tuemose:

– Det er en hårfin balance.

Jesper Wiese:

– Vi skal kunne dokumentere og skabe evidens på et godt handicappet liv, og det er måske svært på den her måde.

Kirsten Bundgaard:

– Jeg tror, det er godt, vi får kigget på det.

Udgifterne skal ned

Et er med serviceloven i hånden at få defineret serviceniveauet for et godt handicappet liv i Vejle Kommune. Noget helt andet er kommunaløkonomien, påpeger Kirsten Bundgaard flere gange under samtalen.  

– Opgaven i det her bliver også at få udgifterne ned, fordi det specialiserede voksenområdet er for dyrt, og derfor skal vi også kigge på, hvordan vi kan bruge færre penge på det her område. Og noget kan man godt måle.

Jesper Wiese gør opmærksom på, at det kan være nemmere at spare på noget, der kan måles.

– Hvis vi for eksempel skal spare en halv million, er det lettere at spare på ture og ferier end på nattevagter og daglig støtte til borgerne.  

Ud at se med en vikar

Fremtiden for de handicappede på Skansebakken og i resten af Vejle Kommune kan blive, at de ikke kan få bostedets medarbejdere med til aktiviteter, som ikke har et pædagogisk indhold. Når de derfor har opbrugt de syv en halv time, som er indeholdt i botilbuddets takst til ledsagelse, skal de købe personale i et vikarbureau.

For eksempel hvis de vil til musikfestival. Det er dyrt, fordi de både skal betale hjælperens løn og rejseudgifter. Desuden skal de rejse med en, som de måske ikke kender. Det er ikke en ordning, som vil blive positivt modtaget i medarbejdergruppen.  

Anne-Dorthe Tuemose:

– Det er ret vigtigt, at den, der ledsager borgeren, kender vedkommende. Der er en relation at bygge videre på, og det kan man hverken måle eller veje. Det er meget svært. For hvordan får vi beskrevet, at det er vigtigt, at borgeren har én med, som kender vedkommende. Derfor er det vigtigt at få beskrevet den gode pædagogiske relation.

– Det er et dilemma, som fylder meget hos os, der er ansvarlige for den pædagogiske indsats.

Kirsten Bundgaard:

– Den ene side af mig kan godt forstå dilemmaet. Den anden side af mig synes, at det er godt, hvis beboerne også møder andre mennesker, så det ikke bliver sådan, at alt hvad en borger har brug for, omfavner vi. Det er nemlig med til at holde andre ude.

Jesper Wiese nærer ikke de store betænkeligheder ved, at beboerne skal købe en uden for botilbuddet til at ledsage ham eller hende.

 – Jeg har det fint med, at de kan betale sig til professionel ledsagelse til at dække særlige behov som for eksempel længere ferier eller andet, som ikke dækkes af Skansebakken.

Han fremhæver, at Vejle Kommune samarbejder med vikarbureauet Aktiv Care.

For beboere fra Skansebakken er det vigtigt, at det er nogen, som har både viden og erfaring med beboerens situation, der hjælper. Og som har et arbejdsgiveransvar for det arbejde, vikaren udfører.  

Brug kræfterne anderledes

Det er Jesper Wieses opgave at få botilbuddets budget til at nå hele vejen rundt, og det kræver prioriteringer.  

– Det koster penge at give beboerne et liv uden for botilbuddet. Men vi kan måske godt blive bedre til at skabe andre relationer end dem, man skal betale for. For eksempel kan vi i højere grad inddrage de pårørende. De kan måske tage med på ferieture.  

– Lige nu betragter vi os som nogle beboeres primære netværk. Det er det, vi skriver ind i deres handleplaner, siger Jesper Wiese og  Anne-Dorthe Tuemose er enig i, at medarbejderne skal blive bedre til at inddrage de pårørende.

– Vi skal selvfølgelig stadig være der, men vi skal forstå at trække os, når der ikke er brug for os.

Mens vi venter på

Anne-Dorthe Tuemose håber, at arbejdsgruppen snart bliver færdig med sit arbejde. Det er belastende for medarbejderne.

– Nogle synes, at det er lidt mystisk, at lige pludselig skal man gøre op med en praksis, uden at der er noget andet at sætte i stedet. Vi mangler at få at vide, hvad vi må nu, hvor der er ændret på den praksis, at borgerne for eksempel betaler for medarbejdernes mad på en endagstur. 

Jesper Wiese:

– Det er svært at melde noget ud, for det er på alle niveauer forvirrende. Det er svært at argumentere for ændringer og give det videre til medarbejderne, når det, der ligger i kommunalfuldmagten, er så diffus og uklar.

Anne Dorthe Tuemose får det sidste ord:

– Hvis jeg som medarbejder kan ønske noget godt, er det, at ledelsen havde været mere klar på, hvad det her betyder for Skansebakkens medarbejdere.

For medarbejderne er der to ben at gå på i den her proces, fortæller hun. Det ene ben er, at der er kommet klarhed over, hvad beboerne skal betale.

– Det skaber åbenhed og klarhed, og vi undgår eventuelle mistanker om, at vi som medarbejdere bare bruger løs af beboernes penge.

Det andet ben er ikke helt på plads endnu.   

– Jeg oplever, at vi som medarbejdere har brug for at få mere klarhed om, hvad gør vi nu. Vi afventer, at arbejdsgruppen fortæller os, hvad vi skal. 

 

 

Har du lagt mærke til, at de ord, som de offentlige forvaltninger benytter sig af, når de kommunikerer med borgerne og institutionerne, har noget tilfælles? De er alle sammen positive. ‘Positivitets-konsensus-klister’, kalder en samfundsforsker sprogbrugen. Ren manipulation, mener en psykolog

Det er nødvendigt med en positiv tilgang til sit arbejde – men den positive tilgang har taget overhånd og er direkte kvælende for debatten og fagligheden, lyder det fra en række socialpædagogiske ledere

I Region Sjælland har man stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan realiserer vi tillid? Og sprogbrugen er et central instrument

Det positive som erklæret dagsorden virker kvælende og sætter ytringsfriheden under pres, mener sociolog Rasmus Willig – en positiv tilgang er gavnlig for alle, og udgør ikke i sig selv et problem, hvis man husker at bevare det kritiske blik på rette sted, siger professor Kurt Klaudi Klausen

De sidste seks år har Nordstjernen i Randers forandret sig fra en institution med kontrol og rutiner til et sted, hvor beboerne selv bestemmer over deres liv og hverdag – og den proces må aldrig stoppe, siger de to socialpædagoger bag udviklingen

Handicap-udgifter er ikke eksploderet, siger Socialpædagogerne

Socialt Indeks rangordner den kommunale indsats på det specialiserede socialområde

Satspuljepartierne har fordelt pengene for 2015. Der er meget godt i aftalen, men ikke nok penge til efterværn, siger Socialpædagogernes formand

Se flere