OK-forhandlinger er for lukkede

03. februar 2010

Kritik af at der intet slipper ud fra overenskomstforhandlingerne på det private område.

Af Kurt Ladefoged, kl@sl.dk

 

Selv om overenskomstforhandlingerne mellem LO og DA nu har kørt næsten en måned, er der næsten intet sluppet ud om, hvad der sker under forhandlingerne. Og det er mange medlemmer af LO-fagforeningerne utilfredse med, viser en undersøgelse, Gallup har lavet for Berlingske Business.

 

Således mener omkring en femtedel af alle fagforeningsmedlemmer, at deres fagforening kun i mindre grad eller slet ikke repræsenterer deres holdning. Halvdelen mener, at den gør det i nogen grad, mens en femtedel svarer i høj grad.

 

Det har fået en række fagforeningsformænd i de store LO-forbund til at kræve mere åbenhed om de igangværende forhandlinger på det private område. Herunder også formanden for HK/Privat, Karen Retvig.

 

Hun siger til avisen, at ’vi lever i et åbent kommunikationssamfund, hvor medlemmerne har ret til at vide, hvad der foregår’:

- Hvis vi som faglige organisationer skal sælge vores kerneopgaver over for medlemmerne, når vi forhandler løn- og ansættelsesvilkår, så forekommer det mig mærkeligt, at ingen af medlemmerne ved, hvad der sker. Det er hamrende gammeldags.

 

Men ifølge Berlingske Business skal offentligheden dog ikke forvente, at der er mere åbenhed på vej lige med det samme. En af hovedforhandlerne under de igangværende forhandlinger, Thorkild E. Jensen, der er formand for Dansk Metal og CO-Industri mener, at mere åbenhed vil ødelægge forhandlingsklimaet, og at fagbevægelsen må engagere medlemmerne på en helt anden måde:

- Det er mere et spørgsmål om, at man i det daglige arbejde i fagforeningerne skal involvere medlemmerne i, hvad en overenskomst er, og hvad den betyder. Det er ikke noget, man kan gennemføre, mens der forhandles.