Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Er det i orden at føre private samtaler med kollegaerne, når det sker hen over brugernes middagsbord?
Vil du følge en bosteds-beboer til en nazi-demonstration?
Sådan lyder to eksempler på faglige dilemmaer, der er flittigt diskuteret på Fagbladet Socialpædagogens Facebook-gruppe.
Facebook-gruppen åbnede for et år siden og har nu rundet de 1800 medlemmer. Dermed er den Danmarks absolut største Facebook-gruppe med et fagblad – og dermed en faglighed – som omdrejningspunkt.
- Formålet med Facebook-gruppen er dels at skabe et rum for faglig refleksion og erfaringsudveksling mellem socialpædagoger, dels at skabe dialog mellem Socialpædagogens redaktion og læserne, fortæller Fagbladet Socialpædagogens redaktør, Jens Nielsen.
Når Fagbladet Socialpædagogen udkommer hver anden uge, sætter redaktionen gang i en faglig debat eller refleksion, der tager udgangspunkt i et af bladets artikler. Derudover har Facebook-gruppens medlemmer også selv mulighed for at skrive indlæg og starte debatter på eget initiativ.
Redaktionen bruger også Facebook-gruppen til at efterlyse socialpædagoger, der vil interviewes om forskellige emner – og det har ført til artikler om alt fra kompetenceudvikling til faglige nytårsforsætter og udviklingen på ”den pædagogiske livsrejse.”
Læs vejledningen ”Sådan kommer du med i Fagbladet Socialpædagogens Facebook-gruppe” på www.sl.dk/facebook.